Iapetus - The Mother Void

The Mother Void

· Udkom

Type:Album
Genre:Progressive Death Metal
Antal numre:7

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Kosmisk arv og den svære treer

Der hviler altid et særligt pres på et band, når debuten og opfølgeren bliver mødt med begejstring og hurtigt opnår kultstatus blandt genrefans. Sådan er situationen også for Iapetus, der syv år efter The Body Cosmic vender tilbage med The Mother Void. Hvor forgængeren blev rost for sin ambitiøse blanding af progressiv dødsmetal, post-metal og kosmiske temaer, vælger duoen ikke den sikre vej. Tværtimod udvider de lydbilledet med flere synthflader, større følelsesmæssige kontraster og et markant fokus på stemningsopbygning. Albummet afslutter samtidig den trilogi om menneskelig forgængelighed og universets uendelighed, som har været gruppens røde tråd siden begyndelsen. Resultatet er et værk, der både virker mere personligt og mere storslået i sit anslag end sin forgænger, men som også kræver tålmodighed af lytteren. Inspirationen fra navne som Ne Obliviscaris og Be'lakor er tydelig, men Iapetus har efterhånden udviklet et udtryk, der er deres eget.

Når stjerner kolliderer

Allerede med den korte åbner, “Parturition”, trækkes lytteren ind i albummets melankolske univers, inden titelnummeret eksploderer i tætvævede riffs, dramatiske tempoændringer og voldsomme growls. Iapetus får komplekse arrangementer til at føles organiske, og især samspillet mellem Matthew Ceramis hårde vokal og Fabienne Ernis krystalklare gæstevokal skaber en stærk dynamik gennem pladen. Ernis bidrag er langt mere end gæsteoptræden. Hendes stemme er med til at definere albummets identitet og går igen mange gange.

Midtpunktet er den næsten 18 minutter lange “Aniara”, der på godt og ondt repræsenterer albummets ambitioner. Nummeret bevæger sig mellem akustiske mellemspil, storslåede melodier og brutale udbrud, mens de atmosfæriske passager giver følelsen af at svæve gennem et koldt og uendeligt verdensrum. Når sangen rammer rigtigt, er den intet mindre end fantastisk. Til gengæld er længden på den og andre numre for lang. Flere sektioner virker mere som ophold end som nødvendige byggesten i kompositionen.

“Red Giant” er albummets mest umiddelbart fængende øjeblik med stærke melodilinjer og en nærmest cinematisk opbygning, mens “Énouement” balancerer det progressive og det følelsesmæssige forbilledligt. På “TON” får albummet igen ekstra farve gennem gæstemusikere, og afslutteren, “The World Be Undone”, samler trådene i et massivt klimaks, hvor albummets eksistentielle temaer får maksimal gennemslagskraft. Gennem hele pladen imponerer produktionen, der giver plads til både knusende tyngde og de mere sarte, atmosfæriske detaljer.

I forhold til forgængeren er The Mother Void mindre afvekslende, og der er passager, hvor man svæver så langt væk i universet, at det hele bare forsvinder, og det er ikke ment på en spirituel og mindful måde, men som helt almindelig kedsomhed.

Ambitiøst, ujævnt og svært at slippe

The Mother Void er ikke et album, der overbeviser ved første gennemlytning. Det er langt, tæt pakket og til tider næsten overvældende i sine ambitioner. Men netop derfor bliver det også ved med at afsløre nye detaljer. Hvor nogle af de lange kompositioner kunne have haft godt af en strammere redigering, opvejes det af en imponerende musikalsk vision og en stærk følelsesmæssig kerne. Iapetus formår at skabe en lyd, der føles både enorm og menneskelig på samme tid, og Fabienne Ernis bidrag løfter flere af sangene til et niveau, hvor de bliver mindeværdige. Albummet når måske ikke helt det niveau, som forgængeren havde, men det er uden tvivl en værdig opfølger til The Body Cosmic. For fans af progressiv dødsmetal med kosmisk udsyn er dette et værk, der er værd at investere tid i, og som kun vokser med gentagne lyt.

Tracklist

  1. Parturition
  2. The Mother Void
  3. Aniara
  4. Red Giant
  5. Énouement
  6. TON
  7. The World Be Undone