Rock'n'roll never dies!
Greta Van Fleet er bestemt ikke et band uden postyr. Siden begyndelsen har de lagt ryg til anklager om at være et Led Zeppelin-kopiband. Efter en længere periode uden nyt materiale begyndte rygterne for alvor at svirre: Havde Greta Van Fleet spillet deres sidste koncert, og var medlemmerne på vej mod nye projekter? Spekulationerne tog for alvor fart, da bandet i sommer sendte den kryptiske afskedshilsen 'Thanks for the wild ride!' Men stilheden blev brudt af singlen ”Play Your Games”, som varslede deres tilbagevenden med det nye album, Palace for the People. Spørgsmålet er nu, om Greta Van Fleet er ved at have opbrugt publikums tålmodighed, eller om de kan bevise, at rocken aldrig dør?
Ned i tempo, op i sårbarhed
Palace for the People bevæger Greta Van Fleet i en ny musikalsk retning. Hvilken retning der var tale om, har dog længe været uklart, da bandet har holdt projektet tæt ind til kroppen, og vi kun har haft singlerne og de kryptiske beskeder at gå ud fra. Den første single, ”Play Your Games”, var i bagklogskabens lys et besynderligt valg at udgive først. Det er albummets mest simple nummer og skiller sig ud med sin enkle sangstruktur. Derudover er det også et af albummets svageste, da det ikke bærer samme dybde eller storhed som meget af resten. Det blev en smule misvisende for, hvad albummet var, og det gav et skævt førstehåndsindtryk. Efterfølgende udgav bandet balladerne ”Saw You Stand” og ”Tear It Down”, som vendte forventningerne på hovedet med et afdæmpet udtryk. Her bliver det for alvor tydeligt, hvor meget Greta Van Fleet har udviklet sig. Bandet nærmer sig trods alt tiåret for deres første udgivelse, og medlemmerne nærmer sig selv de 30. Det er derfor næppe overraskende, at musikken afspejler en anden livsfase.
Albummet har et særegent, atmosfærisk lydbillede, som løfter den samlede lytteoplevelse. Et gennemgående træk ved Greta Van Fleets tidligere udgivelser har været en lyd, der nærmest fik numrene til at fremstå som koncertoptagelser. Det giver musikken en råhed og en følelse af at være til stede i musikken, men det har også været med til at få især de tidlige album til at lyde mere end blot inspireret af Led Zeppelin. Netop denne lyd har splittet rockverdenen: Kombineret med en løs og bevidst uperfekt instrumentering kan den fremstå enten autentisk og organisk eller uinspireret og doven. Sidstnævnte er jeg uenig i. En af de ting, som Greta Van Fleet altid har været bedst til, er at skabe et både lejrbålsagtigt og samtidig nærmest mytisk univers omkring deres musik. På Palace for the People bliver denne side af bandet for alvor omfavnet. Især numrene ”Lost in the Golden” og ”Heya” føles som et direkte kærlighedsbrev til den psykedeliske del af 70’er-rocken. Numrene fokuserer meget på rytme, og der bliver endda inkorporeret reggaerytmer og bongotrommer, der rammer plet i forhold til at skabe netop den følelse. Det er let at bemærke, at de i mindre grad forsøger at leve op til andres forventninger og i højere grad dyrker det udtryk, deres egen fanbase har lært at holde af, samtidig med at være nytænkende og unikke i deres katalog. Set i lyset af bandets pause og medlemmernes lyst til at eksperimentere med andre projekter giver det god mening. Albummet føles på mange måder som et forsøg på at genfinde forbindelsen til fans og genoplive det særlige univers, der i første omgang gjorde Greta Van Fleet interessant.
Palace for the People er i højere grad båret af atmosfære end teknisk opvisning. Samtidig når sangskrivningen nye højder for bandet, fordi kompositionerne i højere grad prioriterer stemning og sammenhæng frem for blot at fremvise musikernes kunnen. Men netop her opstår albummets centrale dilemma: Den musikalske tilbageholdenhed på især numrene ”Boughten Bliss” og ”Call My Own”, der giver sangene karakter, kan også gøre helheden ensformig. På bandets seneste album, The Battle at Garden’s Gate og Starcatcher var der et større fokus på det tekniske og storladne. Det gav variation i bandets katalog, men kunne samtidig fjerne noget af det særegne univers, der var med til at definere deres tidligste udgivelser. På Palace for the People føles det til dels, som om Greta Van Fleet har fundet en ny balance mellem de to tilgange. De forener det bedste fra begge verdener, men bevæger sig samtidig inden for en musikalsk boble, der godt kunne trænge til at blive prikket hul på.
Det er en tosidet mønt. På den ene side virker bandet mere bevidst om sin identitet end tidligere. På den anden side eksperimenterer de sjældent nok med udtrykket til for alvor at udfordre det. De storslåede, men samtidig tungsindige ballader fungerer ofte godt, men når albummet bliver ved med at bevæge sig i samme stemningsmæssige retning, mister det fremdrift. Flere højenergiske numre som ”Heart and the Beat” kunne have løftet albummet markant og skabt en stærkere dynamik, især mod slutningen. Ikke fordi bandet nødvendigvis skal tilbage til fortidens mere eksplosive rock, men fordi kontrasterne ville have givet de afdæmpede passager større effekt. Når man først har fundet sin lyd, handler udvikling trods alt ikke kun om at forfine den – men også om at turde udfordre den.
Børnene er blevet voksne
Palace for the People er svær at sammenligne med resten af Greta Van Fleets katalog. Bandet er tydeligt blevet ældre, og det høres i et mere nedtonet og afdæmpet udtryk, uden at de har mistet det storladne og nærmest mytiske særpræg, der har kendetegnet deres musik fra begyndelsen. Hvor The Battle at Garden’s Gate markerede et vendepunkt, og Starcatcher føltes som et skridt tilbage, viser dette album en ny vilje til udvikling og nytænkning.
Inspirationen fra Led Zeppelin, Aerosmith og Rush er stadig tydelig, men Greta Van Fleet bevæger sig gradvist mod en mere selvstændig identitet. Især ”Field of Stars” og ”Heya” står som højdepunkter med stærk sangskrivning, atmosfærisk produktion og lejrbålsagtige grooves, der er svære ikke at lade sig rive med af. Albummet mangler dog variation for at være helt helstøbt, og enkelte numre mister momentum undervejs. Alligevel viser Greta Van Fleet, at de stadig har masser at byde på.
