Phil Campbell And The Bastard Sons - The Age Of Absurdity

The Age Of Absurdity

· Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Antal numre:11

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Intet liv efter Lemmy! Eller er der…?

Hvordan samler du stumperne af dit liv op, når tæppet med ét bliver revet væk under dig, og alting smuldrer? Hvordan kommer du videre, når en altoverskyggende kunstnerisk tilstedeværelse i dit virke som musiker pludselig forsvinder? Nogenlunde sådan må Phil Campbell, mangeårig guitarist i Motörhead, have tænkt, da The Godfather of Heavy Metal, legendariske Lemmy Kilmister, gik bort i julen 2015. For Lemmy kan jo ikke erstattes. Det er umuligt! Eller er det…?

Campbells svar på de spørgsmål var at hive fat i sine tre voksne sønner – Tyla, Dane og Todd, der tilfældigvis håndterer bas, trommer og guitar – og så ellers give fanden i Lemmys skygge og starte sit eget band op fra bunden. Det er sgu rock ’n’ roll, og Lemmy ville helt sikkert nikke anerkendende. Sammen med forsanger Neil Starr udgav de i 2016 en selv-betitlet EP, og med The Age of Absurdity udkommer nu gruppens første fuldlængdealbum.

Traditionel hard rock og lidt til

The Age of Absurdity fortsætter i samme spor som EP’en med traditionel hard rock tilsat lidt Motörhead-tempo og så noget lidt mere moderne, heavy blues. Alt sammen udført i den fine britiske tradition a la Black Country Communion, Thunder, The Answer og så selvfølgelig Led Zeppelin. Det vil sige, der er fokus på sjov, ballade, kvinder og pints i stride strømme, men det hele er nu ikke helt uden kant, for undervejs skældes der ud på både grådige politikere og nutidens dårskab generelt.

Albummet lægger ud med en straight ahead rocker, ”Ringleader”, der med sit høje tempo og den karakteristiske fuzzy bas sagtens kunne være med på et Motörhead-album. Dog svinger omkvædet mere, end man forventer fra en Motörhead-sang, og det er et tema, der går igen på dette album. Næste sang, ”Freak Show”, starter med et riff, der mere end låner fra AC/DC’s ”Girls Got Rhythm”, og som bliver effektivt genbrugt i omkvædet, men pyt, det fungerer godt, så hvad gør det? I denne genre er det jo mere eller mindre kutyme at ”låne” fra hinanden med både arme og ben.  

På ”Welcome to Hell”, med masser af ”fuck you”-attitude, kan man pludselig høre inspiration fra Guns ’n’ Roses, men alligevel bevares det særlige britiske glimt i øjet, som hystaden Axl Rose aldrig har haft format til. På ”Dark Days” sætter bastarderne tempoet ned, og vi får en lækker blues, endda med den klassiske mundharmonika. Et virkeligt fedt nummer, der kun overgås af afslutningsnummeret ”Into the Dark”, der er en endnu bedre blues og en suveræn smuk afslutning på et virkeligt gennemført album.

Fede riffs og melodier. Masser af attitude og spilleglæde

Løjerne bliver hele vejen igennem krydret med lækre soloer fra Phil himself – dog kan man godt mistænke Kirk Hammet for at have sneget sig ind i studiet, for wah-wah-pedalerne bruges godt nok en del. Apropos studiet: Som det meste, der er indspillet i legendariske Rockfield Studios, lyder Age fantastisk, og det er i det hele taget svært at finde noget negativt at sige om den her plade. Der er mange små referencer til Motörhead, men der bliver heldigvis aldrig tale om et Lemmy-tribute-album. Phil & hans bastarder har i stedet for begået et ægte classic rock-album uden de store dikkedarer. Der er ikke meget nyt under solen her, men nytænkning er nu også stærkt overvurderet. Tak for sangen, Phil, og vi ses i baren.

Tracklist

  1. Ringleader
  2. Freak Show
  3. Skin and Bones
  4. Gypsy Kiss
  5. Welcome To Hell
  6. Dark Days
  7. Dropping The Needle
  8. Step Into The Fire
  9. Get On Your Knees
  10. High Rule
  11. Into The Dark