Fjerde gang må da være lykkens gang!

Ak ja, vinteren er så småt ved at være ovre, solen har tilbageerobret sin plads på himlen, de små forårsblomster pibler frem, og solsort, musvit og blåmejse synger alle i kor. Foråret er med andre ord kommet, og man fornemmer nu for alvor, hvordan et nyt år er i gang. Et nyt år betyder naturligvis også nyt materiale fra Jon S. Krieger, bedre kendt som Sgah'gahsowáh. Grundlæggende kan jeg godt lide BlackBraids musik, selvom jeg aldrig har været helt med på vognen. Tværtimod har jeg tit været ham, der har påpeget det uforløste potentiale i projektet, samt det faktum at høvdingen ikke har fået taget alt sit tøj på endnu. Derfor sidder jeg da også bevæbnet med lige dele skepsis og spænding, for et af mine største problemer med BlackBraid-udgivelser har altid været, at de er alt for lange og kaloriefattige, men en EP må da løse det problem … eller?

BlackBraid III ½

Jeg er egentlig lidt skuffet over, at Nocturnal Wombs har fået en reel titel og ikke en numerisk værdi. Personligt ville en titel a la Blackbraid 3½ da kunne ét eller andet. Nuvel, Krieger har valgt at give sin nyeste udgivelse et rigtigt navn, og det i sig selv er næsten grund nok til at blæse konfetti og serpentiner ud over hele stuen. Men hvad så med musikken, fortjener den også en hyldest og et hip-hip-hurra? Ikke rigtig.

BlackBraid lyder stadig fuldstændig som altid, så hvis man synes, at det han før har præsteret, jamen, så er det her så afgjort vand på ens mølle. Er man derimod en af Descartes følgere, ja, så er man nok fortsat ikke helt overbevist om Kriegers genialitet eller kreativitet.

Helt nøgternt består Nocturnal Wombs af to nye numre, og så en akustisk, instrumental fortolkning af et af hans først udgivne numre, nemlig ”Barefoot Ghost Dance on Blood Soaked Soil”. Med andre ord er det her den første BlackBraid-udgivelse i fire år, der udelukkende består af hans egne kompositioner. Ironisk nok er det netop denne fortolkning, der er det mest spændende ved udgivelsen her – at den så er et halvt minut længere end originalen, siger på en eller anden måde alt om BlackBraid. For mandens største kompositionelle problem er fortsat hans tidsbegreb. ”Nocturnal Wombs” burde bestemt være blevet beskåret med et sted mellem to og tre minutter, da den sang aldrig rigtig, kommer nogen vegne, men derimod ender med at køre i ring. De minutter kunne så snildt være blevet doneret til ”Celestial Bloodlust”, som trods en spilletid på mere end fire et halvt minut ikke formår at opnå et tilfredsstillende klimaks.

Beroligende konstanter

I disse kaotiske, usikre og evigt omskiftelige tider er det utrolig rart – og betryggende – med konstanter i ens liv. En sådan konstant er åbenbart, at BlackBraid, uanset format, fortsat har det anstrengt med konceptet 'tid'. Jeg havde faktisk håbet på, at resultatet, nu hvor vi snakker om en EP, havde været knivskarpt og stringent. Men nej!
Sat på spidsen, så virker Nocturnal Wombs på alle måder som et produkt, der er skabt for at holde gryden i kog, mens vi venter på BlackBraid IV.