Der er så mange, at ingen opdager en opdigtet
Ifølge kristendommen er der to typer helgener. Denne ene er samtlige medlemmer af kirken, og den anden er personer, som efter døden via gerninger i livet har gjort sig fortjent til status af helgen. Disse gerninger omfatter ofte mirakler. Den mest kendte helgen er sandsynligvis Jomfru Maria, men så sent som i 2025 blev to mennesker helgenkåret, heriblandt Carlo Acutis, der blev kaldt Guds influencer. Så selvom man kan blive helgenkåret for mangt og meget, har italienske Kröwnn alligevel haft behov for at opdigte en helgen. Santa Somnia hedder både bandets helgen og seneste plade.
En plade matchende manges Dark Souls-oplevelse
Da pladen til dels også er en konceptplade om en rejse gennem en drømmeverden i forfald, der tolkes som fortabt håb og voksenlivets til tider knusende pres, så giver det god mening, at Kröwnn begår sig i buldrende let moderne doom.
Denne drømmeverden beskriver bandet som i stil med Dark Souls og Elden Ring, og “You Died” maler også et glimrende billede af at vandre fortabt gennem en dunkel og fjendtlig verden, mens man med al viljestyrke, som kroppen besidder, tvinger sig selv til at fortsætte mod lyset. Hvilket også er præcis det mindset, det kræver for at spille Dark Souls. Moderniseret Trouble og Cathedral har bestemt ikke levet forgæves i riffet, men nummeret har en tydelig drivkraft og et gåpåmod, der perfekt indkapsler denne følelse af at ville og kunne kæmpe sig ud af mørket. “Legacy Dungeon” holder stilen, hvor riff og rytme dog trækker i en noget mere aggressiv retning. Med en langsom første halvdel hvor man allerede kan mærke aggressionen boble, så giver anden halvdel los, hvor groovet smukt indbyder til at arkivere søvndæmoner og andre mareridtsvæsener til evig tid i de omkringliggende ruiner. Netop det sovende og drømmende kommer flot til udtryk på anden halvdel af “Moriredormire”. Et slæbende atmosfærisk riff drysser som Ole Lukøjes sand ned over dine øjne, mens vokalen kalder dig til Morpheus rige, hvor Kröwnn bestemt ikke lover behagelige drømme. Et udmærket afbræk fra den konstante afprøvning af viljestyrken.
Om nummerets døsende effekt er så kraftig, at selv bandet er faldet i søvn, ved jeg ikke, men resten af Santa Somnia er en noget intetsigende omgang. “Skullknight” vil virkelig gerne være det punkede, fandenivoldske afbræk på pladen, men effekten er cirka den samme som at svinge våben vildt omkring sig i et vilkårligt FromSoftware-spil. En ufokuseret, ligegyldig og hurtigt overstået rejse mod døden. Kröwnn dør ganske vist ikke, men nummeret opnår intet andet end arkiverbart fyld. “Respawn” tumler meget rundt i det samme let YOB-agtige riff uden nogensinde for alvor at overgive sig totalt til søvnen eller vågne op til dåd, hvilket igen viser, at musikalske kompromiser aldrig gavner nogen eller noget. Apropos fyldet, så er der heller ikke meget at hente i “Permadeath” og dens tung-Black-Sabbath-med-punk-inspiration-lyd. Samtlige doombands, der leger modsætninger mødes, har skrevet dette nummer, og selvom det ikke er ringe, så giver det mig lyst til at ruske Kröwnn godt og grundigt i deres moderigtige italienske kraver og råbe 'git gud!'.
De blev aldrig rigtig gode
Det er nu ikke, fordi Kröwnn er det dårligt band, eller at Santa Somnia er en dårlig plade. Langt størstedelen af pladens første halvdel er moderniseret klassisk doom med et punket swung, der passer meget godt til følelsen af at skulle overvinde gigantiske forhindringer med håbet intakt og endda i god behold. Det svinger, gynger og groover, ligesom det skal. At alt håb så synes ude på pladens anden halvdel, hvor italienerne forfalder til kedsommelig skabelon-doom uden det tidligere gåpåmod, gør, at jeg ikke tror, vi nogensinde ser lyset. Nok har vi stadig lidt håb, men vi ender med at famle i mørket til evig tid.