Mandefald i Mystfall
” […] symptomatisk for navnligt nye bands i genren forsvinder strengene til gengæld lidt i mixet. Der kan samtidig arbejdes lidt med både top- og bundniveau i sangskrivningen, så både hits og deep cuts stadig forbliver relevante to-tre udgivelser længere fremme i diskografien.” Således lød dele af bedømmelsen, da denne anmelder i 2023 første gang stiftede bekendtskab med det symfoniske metalensemble Mystfall i forbindelse med grækernes ganske vellykkede debutalbum Celestial Vision. Den holdning har ikke flyttet sig nævneværdigt. Ændringerne finder vi derimod i besætningen. Og de må siges at være markante. Frontsopran Marialena Trikoglou er således eneste tilbageværende medlem, hvilket næsten får Embers Of A Dying World til at fremstå som gruppens anden jomfrurejse. En så radikal udrensning er sjældent et sundhedstegn, og det giver i den grad grobund for bekymring på vegne af et band, der fortsat forsøger at finde fodfæste på et allerede tætbefolket territorium.
Finesse uden friktion
Symfonisk melodrama og en Marialena Trikoglou, der gør sit ypperligste for at emulere Tarja Turunen fra finnens velmagtsdage. “Whispers in the Tempest” åbner med præcis den pondus og panache, man forventer af en førstesingle. Ikke videre originalt, men det fungerer fint som et nostalgisk nik for de af os, der til stadighed sender stjålne blikke mod den tidlige æra af Nightwish-dynastiet. Dispositionen er naturligvis forventelig, forgængerens snitflader taget i betragtning, og derfor klæder det også titelnummeret, når Stelios Vrotsakis (sessionsbassist og -vokalist) lægger sine gutturale growls til låns. Man kunne endda med fordel have gjort langt mere brug af denne kontrast, idet den tilfører lidt flosset patina til et ellers meget poleret udtryk.
I kategorien effektiv afvikling må jeg knytte en rosende kommentar til fremdriften. Her findes sjældent overdrevent langtrukne, navlebeskuende kompositioner. Ej heller det instrumentale interludium “The Nectar and the Pain”, der med sine sarte strygere indrammer narrativerne med både elegance og overblik. Man kunne måske have haft sine tvivl, hvorvidt Mystfall fortsat ville have nok strenge at spille på – om man så må sige – men med cembaloets indtog og reprisen af Vrotsakis’ vokalstykker, frembringer henholdsvis ”Sleeper in the Abyss” og ”Fading Memories” lidt friske farver på et efterhånden lettere tyndslidt tapet.
Ideerne og differentieringen af strukturerne begynder i hvert fald så småt at smuldre, som vi tager hul på albummets afrundende tredjedel. Solidt forankret i symfonisk metal har bandet aldrig lagt skjul på sin skarptskårne referenceramme. Med andre ord: Mystfall har genrens konventioner siddende solidt på rygraden, men udfordrer dem sjældent. “Remnants of Tomorrow” efterlader os derfor med et regnestykke, der ender med at gå i nul: Velproduceret, velorganiseret og ambitiøst. Men også uden nogle bemærkelsesværdige former for egentlig friktion.
Triviel tirade
Mystfall demonstrerer med Embers Of A Dying World, at de mestrer dramaturgiens virkemidler til fulde. Det symfoniske udtryk er velorkestreret, produktionen knivskarp, og Marialena Trikoglous vokal ubestridt albummets stærkeste trumfkort. Alligevel efterlades man med en fornemmelse af at have hørt det hele både før og bedre. Ikke i form af plagiat, men som en reproduktion af allerede tryktestede skabeloner. Hvor Celestial Vision i sin tid lovede potentiale og udvikling, leverer denne opfølger snarere en konsolidering af genrens mest velkendte greb. Embers Of A Dying World er således ikke et dårligt album. Men det bringer bestemt heller ikke Mystfall tættere på en piedestal i de hellige haller.
