Gaven fra haven
Der findes minder så uudslettelige, at vi glemmer alt om tid og sted; hvor vi giver os uforbeholdent hen, og lader os suge med af oplevelsen. Med alderen bliver disse øjeblikke færre. Kald det erfaring, kald det kynisme. Eller kald det bitter erkendelse af egen forgængelighed. For tre år siden fik jeg dog en væsentlig huskekage serveret af finske Hanging Garden med formidable The Garden: ’En refleksion over, hvad accepten af verdens undergang vil betyde, og en tro på menneskehedens ukuelige vilje til at rejse sig igen.’ Siden da har forventningerne ligget stille hen – som resultatet af den skrøbelige sindsro forgængeren til Isle of Bliss bragte med sig og som fuldt fortjent udløste en bronzevindende podieplacering på min AOTY anno 2023. For hvad sker der i grunden, når vi allerede har fundet ind til kunstnerens eksistentielle kerne?
Ørige i det indre ocean
Med gruppens nærværende, niende album udforskes grænselandet mellem liv og død med en velkendt nysgerrighed. Et indre ørige, hvor sjælen vandrer mellem forløsning og fortabelse. Her sætter åbneren “To Outlive the Nine Ravens” den sagnomspundne dagsorden. I et fragment tilskrevet den oldgræske digter Hesiod lever ravnen tre gange længere end hjorten, der igen overgår kragen. At overleve ni ravne er derfor at placere sig i samme kreds som selveste Fugl Fønix. Og netop genfødsel er nøglen hertil. Musikalsk er udtrykket mere råt og patineret end tidligere. Synthfladerne er skubbet en anelse i baggrunden, mens trommer og guitarer får lov at bide fra sig. Riikka Hatakkas renskurede vokalklang står i skarp kontrast til husbonden Toni Hatakkas hæse growls, og når de to stemmer flettes sammen, opstår en næsten sakral balance mellem det brutale og det besnærende. Som at stå vidne til skabelsen af en helt ny verden, der spirer frem af ruinerne.
“Eternal Trees of Turquoise” fastholder blikket mod det mytiske landskab. Turkis har historisk set symboliseret liv, frugtbarhed og forbindelsen mellem himmel og jord. Selve kompositionen svæver da også i melankolske strukturer, hvor atmosfæren tenderer det metafysiske. Her genfinder vi bandets velkendte grundtone, men nu med en væsentligt tungere understrøm. Drømmende, men dyster. Vi fortsætter med “To the Gates of Hel”, hvor tempoet sænkes, og stemningen bliver mere dronende. Her mærkes tydeligt den irreversible overgang fra det sekulære til det åndelige. Midtersektionen kulminerer i “The Death Upon Our Shoulders”, hvor trommerne slår med kontant tyngde, og riffmønstrene rejser en massiv lydmur. Dødens nærvær føles her konkret, ja, næsten korporligt knusende.
Hvor åbnerens ni ravne symboliserede vitalitet og stamina, repræsenterer ”The Blights Nine” – som diametral modsætning – ni plagers nedbrydning. Her spreder de krybende doom-vibes sig næsten som en spirituel pestsyge. Albummets narrative højdepunkt indtræffer med “Arise, Black Sun”. Den sorte sol som okkult symbol nulstiller al nuværende eksistens for at give plads til det nye. Her løfter Riikkas vekslen mellem skønsang og hæse skrig materialet til nye højder; et dramatisk, næsten kosmisk sammenbrud. “Her Waning Light” trækker tempoet ned igen. Sårbarheden får plads, og den rene vokal tænder atter et lille lys, der dog langsomt fortoner sig i horisonten. “Beneath the Fallen Sky” placerer os slutteligt i en sammenstyrtet verden. Hverken himmel eller Hel, men et gudsforladt rige; fastlåst i en liminal tilstand som følge af selve tidens ophør. Puh, det er sandelig tunge sager, det her … (!)
Æstetetisk anlægsarbejde i mørkt marmor
Isle of Bliss genbruger bevidst tematiske greb og atmosfæriske virkemidler. Det gør albummet til en del af en større fortælling såvel som et isoleret værk. For havens faste klientel betyder det, at den intellektuelle fascination forbliver intakt, om end den emotionelle chokeffekt glimrer ved sit fravær. For førstegangbesøgende er ligningen en ganske anden. Uden tidligere referencer fremstår Isle of Bliss som et massivt monument over moderne melankolsk metal. Produktionen såvel som bandets begavede valg om at skrue ned for de æteriske lag og op for det mere rudimentære raseri fungerer tillige upåklageligt. Resultatet overgår måske lige knap The Garden som et selverklæret magnum opus, men konsoliderer og forfiner ikke desto mindre Hanging Gardens finurlige univers. En mørkere, mere barsk og alligevel smuk vandring gennem livet, døden og det limbiske rum derimellem.
