Amerikansk blackgrass
Black er givetvis den af metallens utallige subgenrer med klart flest enmandsprojekter. Langt størstedelen kommer aldrig længere ud end den kælder, de er opstået i, men der er trods alt undtagelser. En af de mest holdbare og respekterede af alle disse enmandshære er Austin Lunn, der står bag Panopticon. Som få har Lunn formået at kombinere atmosfærisk black metal med sine amerikanske rødder i country og bluegrass. Siden første udgivelse tilbage i 2008 har Panopticon nærmest på samlebånd spyttet kvalitetsudgivelser ud, men her på Heavymetal.dk har vi med skam aldrig fået anmeldt nogen af dem. Det råder vi nu endelig bod på ved at tage fat i projektets 10. studiealbum, The Rime of Memory, der udkom i sidste måned.
Naturen forgår, blackmetallen består
Efter en kort Folkesange-agtig intro, hvor man hele tiden forventer Amalie Bruuns englevokal dukker op (idé hermed givet videre), går albummet for alvor i gang med den mægtige ”Winter’s Ghost”, der er en næsten 20 minutter lang opvisning i både opbygning af stemninger, og hvordan de forløses. Der lægges ud med en lang akustisk intro, hvor blandt andet den karakteristiske ’country twang’ fra en lap steel-guitar sætter tonen. Det er simpelt, repetitivt, også når en enkelt cello og senere et par violiner byder sig til, men uhyre dragende, hvis man ikke hører til den utålmodige type. Dette tema trækkes så langt ud, som det overhovedet kan, også når korsang og fløjte dukker op, men at skabe stemninger og efterfølgende brutalt rive lyttere ud af dem igen synes at være temaet for The Rime. Der går otte minutter, ’inden der sker noget’, som mere traditionelt tænkende blackfans muligvis vil indvende, men når blackmetallen endelig ankommer, er det så også yderst brutalt. ’Nostalgia replaced hope, as reality replaces dreams’, growler Lunn smukt og kryptisk midt i denne klagesang over natur og vildnis, der går tabt. Der bliver også tid til et tungt death-doom-stykke, og i en monumental afslutning får vi selvfølgelig også det klassiske Panopticon-mix af black og strygere, som få kan gøre Lunn efter.
”Cedar Skeletons” handler om skovbrande skabt af klimaforandringer, og her er der fuld smæk på fra starten, hvor man endda får en lille smule Opeth-fornemmelser. Inden to minutter er gået, har den første guitarsolo lidt ukarakteristisk allerede været på besøg, men tro mod Panopticon-stilen får vi selvfølgelig også black-riffs tilsat strygere, som sørger for melodier, man kan nynne med på. ”Skeletons” sluttes storladent af med både kor, growls, violin- og guitarsoloer, men Lunn mestrer det hele. Vauw, for en afslutning! ”Cedar Skeletons” er et af 2023’s absolut bedste numre overhovedet. Mageløst.
Efter en kort intro og bare to ’rigtige’ sange er vi nu oppe på ca. 38 minutters spilletid. Reign In Blood havde allerede været færdig for længe siden, men The Rime of Memory har meget mere på hjerte. Så meget faktisk, at det at lytte hele albummet igennem på en gang føles som at deltage i en festmiddag hos ædedolkenes klub. Der er så meget at kapere på Rime, at selv efter 10. gennemlytning er det en vanskelig størrelse at kapere. Det er synd, for det eneste nummer, der ikke holder den superhøje standard, er ”An Autumn Storm” (men så er det jo godt, det ’kun’ varer 10 minutter). Der lukkes ned med ”The Blue Against The White”, som er en smuk affære med masser af stemningsfulde passager, inklusive blackgaze-elementer fyldt med rumklang og højt til himlen. Den understreger på bedste vis albummets temaer og fungerer samtidig som en perfekt patosfyldt afslutning på et i det hele taget meget emotionelt album.
Panopticon følger sin egen vej
Det kan godt være, at der ikke er den helt store variation i Panopticons udtryk – det har lydt mere eller mindre på samme måde siden Collapse fra 2009, men Austin Lunn kører ned ad den øde og forladte musikalske skovvej, han selv har anlagt for mange år siden. Der er ikke ret mange andre artister, der formår at følge efter ham, så hvorfor skulle Lunn skifte spor? Alle roserne til trods så ville The Rime of Memory have stået skarpere med en kortere spilletid. 75 minutters black metal er bare lidt af en mundfuld, også selvom det bliver suppleret af så meget akustisk skønhed som her. Men et af årets bedste udgivelser har Panopticon nu alligevel begået.
