From Cuba with Love

Selvom jeg har anmeldt black metal fra det meste af verden efterhånden, havde jeg egentlig aldrig regnet med, at jeg skulle sidde med et band fra Cuba – miraklernes tid er så sandelig ikke forbi! Dog rykkede bandets ophavsmand, Dakkar, hurtigt til Spanien; man kan antage, at den lille katolske tropeø ikke var det bedste sted for musik, der hylder ham med horn og hale. Trods sit eksotiske ophav omringet af solskin, cigarer og æselkødboller så er der absolut intet uortodokst ved Narbeleths musik – det er klassisk andenbølge-black metal, og Dakkar er ikke bleg for at understrege alle sine inspirationskilder samt hylde sine helte. Men når nu den dybe tallerken allerede er opfundet, hvorfor så ikke bare bruge den?

Intet nyt er godt nyt

Umiddelbart virker A Pale Crown til at være en helt regulær omgang öld skööl black, som man har hørt så mange gange før. Der er alle de klassiske kendetegn og virkemidler, og man kommer da hurtigt til at tænke på bands som Nargaroth og Darkthrone. Men i takt med at man kommer igennem albummet, så åbner musikken sig stille og roligt, og det bliver tydeligt, at Dakkar har valgt at eksperimentere lidt mere her på sit sjette værk. Udover de Immortal-influerede guitarmelodier så viser mandens latinamerikanske ophav sig også qua nogle enkelte passager fremført på spansk guitar – og novra, hvor begge disse elementer klæder musikken. Generelt så står den anden halvdel af A Pale Crown markant stærkere end den første. Forstået således at de første 20-22 minutter bestemt ikke er dårlige, men de fremstår betydeligt mere anonyme end de resterende.

Det er især numrene ”Witness and Provider” og “Of Moonlight and Spirits”, der viser, at Dakkar faktisk har flere tricks oppe i sit sorte ærme, end han først gav udtryk for. Der introduceres pludseligt elementer og melodier, som minder mere om blackbands fra Central- og Østeuropa end Bergen og omegn. Melodierne bliver mere storladne og mere æteriske, hvilket er særdeles klædeligt. Man bliver derfor mindet om nyere bands, der lig Narbeleth hylder de gamle helte, men alligevel har et moderne tvist som eksempelvis Mork og Afsky.

Slutteligt har Dakkar så valgt at indspille et cover af Satyricons legendariske nummer ”The King of the Shadowthrone” fra albummet The Shadowthrone fra 1995. Jeg bliver aldrig kæmpe fan af covernumre, og ligeså har jeg altid ment, det er en kende dovent at lukke sit album med et sådant. Det til trods så slipper Narbeleth fint afsted med denne tribut, og på sin vis er dette valg med til at understrege præcis, hvor meget Dakkar ønsker at hylde sine helte.

Viva el Diablo!

Som tidligere skrevet så opfinder Narbeleth absolut ikke den dybe tallerken. Ergo er der ikke noget på det her album, som man ikke har hørt før, og umiddelbart minder det da også – i grove træk – om tidligere udgivelser fra bandet som Svmma Cvm Nox Arcana fra 2021. Men derfor er det stadig samlet set et rigtigt fint album og en tilsvarende fin hyldest til blackmetallens gamle helte.