Omfavnelse af nattens fristelser
Symfonisk metal med gotiske undertoner er efterhånden et af de tættest befolkede områder, nye bosættere kan betræde. Pionerer som Nightwish, Within Temptation, Epica og Xandria har gennem årtiers dominans sat barren umanerligt højt og dermed givet nye navne svære vilkår for at etablere sig. Som naturlig konsekvens heraf oplever vi med jævne mellemrum forcerede ’nye håb’, der febrilsk forsøger at adskille sige fra mængden. Et nobelt forehavende, der desværre alt for ofte mislykkes. Græske MYSTFALL har derimod valgt at bevæge sig i den diametralt modsatte retning. Sopranen Marialena Trikoglou omfavner således eksplicit foregangskvinderne Tarja Turunen, Simone Simons og Sharon den Adel, mens de orkestrale arrangementer og de storladne kompositioner er hentet med tydelig inspiration hos den klassiske komponist Richard Wagner. Selv titlen på primærværket Celestial Vision understreger fascinationen af tyskerens fantasifulde univers.
La Divina Maria(lena)
Som genren arketypisk foreskriver, lægger også nærværende opus fra land med en cinematisk fanfare i form af ”Resisting Heaven” komplet med de obligatoriske messingblæsere, strygere og nænsomt indlagte sektioner med harmoniseret korsang. Godt begyndt er som bekendt halvt fuldendt. Det synes i al fald at være devisen, idet sekstetten har valgt at bringe begge albummets to singler i spil i umiddelbar forlængelse af ouverturen. De bombastiske toner og andægtige korstykker på albummets selvbetitlede skæring flugter fint med Wagners verden, mens vokalen hos den græske sopran rimer på Tarja Turunen omkring årtusindeskiftet med reminiscenser af Sharon den Adel. Modsat Tarja, der i sine yngre dage havde visse udfordringer med at generere ilt nok til at holde de høje toner, kompenserer Marialena med en vekslende vibrato i lavere leje. Et begavet træk, der formentlig ville have genkaldt sig applaus fra den verdensberømte landsfælle med det nært beslægtede navn, Maria Callas.
Herfra tabes luften en kende, så at sige, og efterfølgende ”Endless” og ”Silence” besidder ikke samme appel som ”Centuries” med sine sirligt afstemte keyboard-flader, varierende vokalstykker og Manos Agouridis’ stramt eksekverede trommespil. Til gengæld skænkes vi af ”King of Utopia” et af skivens mest gennemførte lydspor, hvor strengespillet for alvor kommer til sin ret. Med sprøde riffs suffleret af energisk dobbeltpedal tigger nummeret om at blive inkluderet på sætlisterne, når MYSTFALL engang drager ud på landevejene. Det vil også give sekundær vokalist Kostas Mexis mulighed for at shine gennem sine gutturale growls. En stil, der i øvrigt bærer vidnesbyrd om de stolte traditioner, det græske rige har inden for ekstremmetal med Rotting Christ og SepticFlesh som de (formentlig) mest fremtrædende ambassadører.
‘/From the moral side of life I accept a million lies / still wondering what`s right / delusions in my mind. / Feeling irony spreading within I am standing still / while tears flood my dreams/’… Med misantropien lurende latent under huden, skifter ”Moral Compass” ret så abrupt perspektiv. Det er modigt, da vi her bevæger os ind i det moraliserende grænseland. MYSTFALL trækker dog stikket hjem, da her ikke bliver tale om pålagte holdninger, men i stedet indbydes til refleksion over egne værdier og integritet. Mod giver somme tider vinger, og selv om de ikke uforbeholdent bærer under Mexis’ livtag med Mark Jansen på ”The Balance of Times”, fornemmes dog alligevel tydelige Epica-vibes. Et af de klart mere helstøbte numre, der sammen med de nærmest Symphony X-proggede passager af efterfølgende ”Freedom Path” sætter et flot punktum for en ditto jomfrurejse.
Hvorfor er vi her?
Et spørgsmål, der i metafysisk forstand til stadighed forbliver ubesvaret for denne anmelder. For at undgå unødige hovedbrud bevæger vi os i stedet videre til spørgsmålet i sin egentlige forstand. Det tydeliggøres hurtigt, at her er optræk til noget stort. Hvor stort, afhænger dog af MYSTFALLS villighed til at træde lidt ud af de konventioner, der normalt gør sig gældende for symfonisk metal. Produktionen sidder, som den skal, men symptomatisk for navnlig nye bands i genren forsvinder strengene til gengæld lidt i mixet. De må gerne træde lidt tydeligere – og oftere – frem i lydbilledet. Der kan samtidig arbejdes lidt med både top- og bundniveau i sangskrivningen, så både hits og deep cuts stadig forbliver relevante to-tre udgivelser længere fremme i diskografien. Det værende sagt, er der tale om en yderst habil debutudgivelse med masser af spændende ingredienser på plads – ikke mindst Marialena Trikoglou, der allerede besidder en nydelig klangbund og et flot vokalregister. Det bliver spændende at følge grækernes videre himmelfærd.