Mörgbl - Grotesk

Grotesk

/ Intromental · Udkom

Type:Album
Spilletid:61:51
Antal numre:12

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Bag det dybt mærkelige navn Mörglbl gemmer sig tre småskøre franskmænd, der spiller instrumental, groovy fusionsrock med elementer af funk, jazz, heavy, samba og komik. Lidt på samme måde som Freak Kitchens Mattias "IA" Eklundh er Christophe Godin (guitar), Ivan Rougny (bas) og Jean Pierre Frelezeau (trommer) faldet i gryden med Frank Zappa som børn, men fletter humoren ind i numrene på en ofte meget subtil måde, der ikke skygger for musikken. Uden at sammenligne alt for meget kunne man måske også drage paralleller til f.eks. Dixie Dregs og Steve Morse i al almindelighed.

Funken er det fremherskende udtryk på albummet, men der bliver som sagt plads til mange andre genreelementer og dertil fede harmoniske twists. Heavylytteren skal især zappe hen til numre som "Lieutenant colombin" og "The toy maker", hvor der bliver skruet op for den lidt mere støjende spade. Her er dog også mere stille, jazzede numre som "Buffet froid" og "Les petits nous". Særligt Ivan Rougny imponerer med sit basspil, der går både genier som Jonas Hellborg og Flea (Red Hot Chili Peppers) i bedene, men også Godin og Frelezeau spiller rigtig dejligt.

Det hænder at bandet bryder ud i råb eller bevidst grim sang på numre som "Tapas nocturne" og "Février afghan", men ellers formår de tre at fortælle en hel masse med deres instrumenter alene. Til at starte med forekommer musikken på "Grötesk" meget lige ud af landevejen og funky på en måde, der kunne være soundtracket til mange glade, positive tv-programmer. Men efterhånden som man lytter sig ind på musikken, går det op for én hvor mange små fascinerende detaljer, der er gemt i soloer, rytmiske markeringer og harmonier. "Grötesk" er slet ikke så grotesk, som navnet antyder, men derimod en meget givende, opløftende lytteoplevelse, som oven i købet byder op til dans mange steder. Det er ikke noget ambitiøst album, der forsøger at være et helstøbt, uomgængeligt mesterværk, men måske netop derfor – på grund af den bevidst uhøjtidelige atmosfære – bliver man ekstra tumlet omkuld af musikernes kunnen og numrenes medrivende grooves, riffs, soloer og harmonier.