Sludge til sengetid

Tunge riffs og tunge øjenlåg

Svenske Moloken har eksisteret i omkring 20 år, men det er efterhånden seks år siden, vi sidst fik et album fra bandet. Og måske har de brugt tiden på at finpudse deres sædvanlige opskrift på, hvordan man kombinerer Isis, Cult of Luna og Mastodon med en god portion melodisk sludge. Forestil dig en uopfindsom version af Tool, hvis de havde besluttet sig for at spille sløv sludge med growl- og hardcorevokal, så er du ikke helt ved siden af. Her er masser af dissonante og til tider nærmest atonale guitarer, en meget tydelig og vellydende bas og en generel forkærlighed for den tunge, seje fremdrift. Og det lyder da meget godt, eller hvad?

Fra gab til gåsehud og tilbage igen

Svaret på ovenstående spørgsmål er nej, for netop fremdriften bliver et centralt problem på Moloken. Allerede på anden skæring, “Eternal Sleep”, gemmer der sig en lille joke. Nummeret er nemlig meget langt. Faktisk så langt, at man undervejs begynder at mistænke, at titlen ikke kun henviser til noget lyrisk mørke, men også til lytterens gradvist indtrædende bevidstløshed. For problemet er ikke nødvendigvis, at nummeret er dårligt. Det er bare alt for langt i forhold til, hvad det har at byde på. “21.12.21” fortsætter næsten direkte i de samme akkorder. Muligvis for at skabe en glidende overgang til noget nyt, men det fungerer ikke tydeligt nok til at have en effekt. Der sker nemlig ikke ret meget, og når forgængeren allerede har lænet sig tungt op ad det søvndyssende, er det ikke ligefrem den slags overgang, der får adrenalinen til at pumpe.

På dette tidspunkt – tre numre inde i albummets i alt syv skæringer – begynder man derfor at forberede sig på, at Moloken er en af den slags plader, der kræver et koncentreret lyt fra start til slut, hvorefter belønningen naturligvis venter lige om hjørnet. Men ak. Den midterplacerede “Fault Line” er som sådan ikke dårlig. Den er bare virkelig kedelig. Og forsangerens rene vokal er bestemt heller ikke nogen åbenbaring. Bevares, den slags kan man sagtens leve med, hvis resten fungerer, men her skurrer det simpelthen for meget i det indre øre. Det er ikke kønt. Heldigvis kommer “Fragments of Dark Matter” og rusker lidt liv i foretagendet. En rigtig ond bas og et forbandet godt riff lægger et sprødt og indbydende fundament, og pludselig er der et nummer, der rent faktisk holder hele vejen. Her fungerer blandingen af tyngde, mørke og dissonans, og man får et glimt af den plade, dette eponyme album kunne have været.

Efterfølgende får vi “En Lek Med Döden”, et flot, dragende og mystisk akustisk instrumentalnummer, der fungerer som et velkomment pusterum. Og så rundes pladen af med det syv minutter lange “A Night Vision Revealed”, hvor svenskerne vender tilbage til den sløve sludge og de dissonante riffs. Det er faktisk et fedt nummer, og endnu en gang lykkes det Moloken at skabe den tunge, hypnotiske stemning, som man mistænker, har været hele projektets egentlige formål fra begyndelsen. Men igen kan jeg simpelthen ikke overhøre det ufrivilligt atonale i vokalen. Det skurrer simpelthen for kraftigt til, at jeg kan ignorere det.

Flot mørke, kort hukommelse

Musik som denne balancerer ofte på en knivsæg. Enten er det en smuk, dragende og drømmende rejse, lytteren sendes ud på, eller også er der små afgørende detaljer, der får hele læsset til at vælte den gale vej. Desværre er det det sidstnævnte, der sker for Moloken.
Her er bestemt gode ting at finde. I perioder kan man lade sig synke ned i musikken og sågar nyde et par voldsomt mastodontiske riffs og den pæne produktion. Men alt for ofte tager kedsomheden over, og når først den har fået fat, er det svært at kæmpe sig tilbage. Moloken bliver derfor i sidste ende en af de plader, der efterlader et par gode riffs og en håndfuld stemningsfulde passager, men som også meget hurtigt er glemt.