Sov roligt videre
Sleep står i 2026 uden den karismatiske guitarist Matt Pike, der forlod bandet efter udgivelsen af The Sciences. Set i lyset af det albums svagheder var hans exit forståeligt; der var mere potentiale i hans hovedbeskæftigelse, High On Fire. På det tidspunkt i det mindste. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at undertegnede placerer Sleep’s Holy Mountain der, hvor andre placerer Dopesmoker – et album, der har kultklassikerstatus. Personligt finder jeg den timelange ørkenvandring som netop en ørkenvandring; kanske fejlen er manglen på THC i denne ende. Nu må vi se, om Sleep kan banke mig helt ud i hampisfæren.
Sydstatsdoom
Hempispheres virker som en tilbagevenden til begyndelsen i 90’erne. ”Have Spacesuit Will Travel” åbner med et afslappet bass og tromme-jam, så løst struktureret at det kan ses som et retrospektivt nik til Sleep’s Holy Mountain. Den sammenligning er oplagt, men Hempispheres er mere hash end Black Sabbath, for her er de monstrøse henvist til bagsædet, mens de nærmest sovende musikere tåger rutineret rundt. Introriffet på ”Arrival Of The Industryi Ships” har de gode gammeldags Pike-kendemærker; der, hvor Sleep på underlig vis føles som et meningsløst Iommi-hyldestband. Nummeret skifter op i et for bandet atypisk og højt tempo – hvilket ikke siger det store, for for alle andre er det blot midttempo. Hastighedsfascismen skal tages med et voldsomt gran salt, for nok kører Dale Crovers trommer ’hurtigt’, men ny guitarist Bubba Dupree og vokalist og bassist Al Cisneros giver sig god tid. Toner får lov at hænge længe, hvilket bandnavnet taget i betragtning næppe overrasker, men der er nyt under den hashomtågede sol, for Hempispheres er samtidig sindssygt tilbagelænet, som hvis ZZ Top spillede doom. Det er da også tre gamle drenge, der gør, som man gjorde i de gode gamle dage, med en sikkerhed, der måske er lidt for meget på rygraden. For ”Have Spacesuit Will Travel” og ”The Morrisist” minder i passager meget om hinanden, uagtet at begge er stærke sange. Ganske som i førnævnte gamle tider afslutter ”Well Baked” albummet, fuldstændig som ”Nain’s Baptism” ender Sleep’s Holy Mountain.
En ny mission
De gamle gutter har skiftet styrmanden ud og ændret kurs. Det betyder en musikalsk retning, der næsten bringer dem på direkte kollisionskurs med et ungt Orange Goblin og deres debut, Frequencies From Planet Ten: Begge albummer er tilbagelænede og meget lidt polerede, og selvom Hempispheres er ret vellydende, er detn stadig ekstremt stenet. Nu sover Sleep meget mere end før, ja, der er mere søvn i øjnene end hash i lungerne her. Fans, der har The Sciences som favorit, bør gå til Hempispheres med forsigtighed, og er Dopesmoker dit nummer, så kravl tilbage i din jordfed. Og bliv der.
