Merri-hvem, siger du?
Franske Merrimack har spøgt siden 1994 og har siden da set en del forandring med hensyn til både medlemmer og bandets stilistiske udtryk, der også har gennemgået en metamorfose eller tr: fra klassisk norsk black over sumpet blackened death til Behemoth-tribut. Generelt har Merrimacks største problem altid været, at bandets lydbillede ændrede sig radikalt fra album til album med det resultat, at deres diskografi lyder utroligt usammenhængende og tenderende forvirrende. Det er 12 år siden, vi sidst anmeldte Merrimack, så lad os da undersøge, om de kære franskmænd endnu en gang har skiftet stil, eller om der langt om længe er ved at være noget genkendeligt over det her projekt.
National melankoli
Sammenlignet med tidligere udgivelser understreger Of Grace and Gravity virkeligt bandets franske ophav. Ligesom svensk, norsk og polsk black metal har den franske visse elementer over sig, der gør, at man som kender altid kan høre bandets nationalitet, ligeså har den franske black metal. Uanset hvilken underkategori af black metal, vi har at gøre med, så har franskmændene en evne til at gennemtvinge grandiose melodier samt sjælevridende melankoli ind i hver en tone. Det er et nyt blad for Merrimack, og det klæder dem virkeligt at omfavne deres aner i stedet for at lege nordmænd og polakker – især fordi det var en leg, de aldrig var ret gode til. De to første numre ”Sulphurean Synods” og ”Sublunar Despondency” cementerer nøjagtigt disse franske og melankolske melodier med deres uhyre dystre mellemspil. Denne melankoli får let en til at tænke på et andet fransk band, nemlig det mesterlige projekt Decline of the I – hvilket næppe er sært, da guitaristen AK er at finde i begge bands.
Men selvom Merrimack nu endeligt omfavner både melankoli og melodi, så betyder det – desværre – ikke, at vi sidder med et ufejlbarligt mesterværk her. Bandets regulære blackened death-passager er omtrent lige så kedsommelige og formulariske, som de altid har været, og her er der hverken melodi eller noget, bare klassisk 1-2-smadder, som vi kender det; her må ”Under the Aimless Spheres” være den største synder. Derudover er de fleste sange på omtrent seks minutter – en længde, der tit er problematisk, forstået således at det betyder, nummeret er for langt til at være præcist og direkte, men for kort til at opbygge det helt store soniske eventyr. Hvilket da også betyder, at majoriteten af sangene på Of Grace and Gravity bliver hængende lidt længere, end de egentlig havde behøvet. ”Dead and Distant Clamors” for eksempel havde stået markant skarpere, hvis det havde været et minut eller halvandet kortere. At de så slutteligt vælger, at albummets sidste nummer, ”Embalmer’s Wine” skal være et instrumentalt nummer, er slet ikke til at fatte.
Så nok er der gode momenter på albummet, bestemt. Men der er sandelig også så rigeligt med sløje aspekter; heldigvis for Merrimack så opvejer det gode det dårlige – lige akkurat.
Tragikomik
Er Of Grace and Gravity et godt album? Tjo. Er det det bedste Merrimack-album? Ja – uden tvivl. Det virker til, at bandet endeligt har fundet ud af, hvem de er, og hvad de vil. At det så har taget tre årtier, og at de ikke er nået længere rent musikalsk, er tenderende tragikomisk – for at det skal tage 30 år, før de formår at lave en halvgod plade, er alt andet end imponerende. Men hvem ved, måske 2044 bliver Merrimacks år.
