Fra tryllehat til syretrip

Første gang jeg hørte Hexvessel, var det kærlighed ved første lyt. Jeg strøede om mig med roser i et forsøg på at formidle min begejstring for de finske folkeskovnisser. Stor var derfor min skuffelse, da deres næste album, Kindred, var en træls omgang syrerock, der forsøgte at give 70’erne kunstigt åndedræt. Men alt er midlertidigt, også skammekrogen. Jeg påtog mig derfor frivilligt opgaven med at skille Nocturne ad, for at se hvad den er lavet af, og om det er noget, der kan gøre det godt igen efter sidste gang, vi hørtes ved.

Blandingsmisbrug

Den yderst opfindsomt betegnede intro “Opening” åbner ballet med en stille klaverpassage og glider ubemærket over i “Sapphire Zephyrs”, som gør sig bemærket ved at udvikle sig i en behagelig doomet og melankolsk retning. Det akustiske mellemstykke eskalerer langsomt, men bliver aldrig rigtig forløst. Vi bliver introduceret til den black metal, der skærer igennem hele albummet med en forfrossen anden bølge-herlighed, og Saara Nevalainens ordløse vokalisering klæder den generelle tone på albummet. 

Men allerede på “Inward Landscapes” opstår mit første problem: Nummeret er så langtrukkent, at jeg fristes til at tro, at de har glemt, hvad de prøvede at sige. Den er en tand for lang til sit eget bedste, og selvom der ikke er noget i vejen med at give sig god tid til at formidle sin musik, må der gerne være substans i det, man bringer til bordet. Mat ’Kvohst’ McNerney lyder mere doven end drømmende, hvilket er en skam, for han har en behagelig stemme, når han ikke vender sit stemmebånd på vrangen.

Hvad han OGSÅ lyder som, er en nær slægtning til Jón Aldará. På “A Dark and Graceful Wilderness” og “Spirit Masked Wolf” lyder det, som om IOTUNN og Hexvessel har drukket af det samme krus. Alt fra reverb riff-salat, fremførsel og stemmeføring leder tankerne hen på elementer af Access All Worlds, hvilket bestemt ikke gør mig noget – det fik mig i hvert fald til at sætte mig op og lytte bedre efter.

McNerneys clean singing passer godt ind i sammenhængen, og fokus er mere på musikken end på stemningen, derfor er de to numre også blandt Nocturnes højdepunkter.
På “Nights Tender Reckoning” og “Mother Destroyer” får black metallen lov til at fungere som modpol til de mange lange øjeblikke, hvor det føles, som om de står og glor sig selv ind i hovedet. Sidstnævnte trækker tiden ud med blæsevejr og synthscapes, indtil black metallen gasser op og fungerer som det modsatte af et fartbump. Og apropos fartbump, så er “Concealed Descent" et godt eksempel på, hvordan sådan et burde lyde. Der er skruet helt ned for effekterne, det er akustisk og inderligt og samtidig pladens korteste nummer, som jeg, omvendt af de andre, mener burde have været længere. Det betyder, at det næstsidste nummer, den doomede “Unworld”, står skarpere. Alting er tungt og langsomt og leder tankerne hen på Gojira, når de ikke skynder sig. Hexvessels post-doom-black metal er ganske udmærket, men jeg synes, de kunne have udnyttet metallen bedre som modpol til alt det andet.

Som en mytologisk rosin i pølseenden har vi “Phoebus”, også kendt som Apollo, guden for blandt andet musik og poesi. Jeg tror dog ikke, at han er hjemme, for der er ikke noget nyt at hente i nummeret overhovedet. Det minder til forveksling om størstedelen af de andre numre, og til trods for at både doom og black metal binder albummet sammen, har Nocturne overordnet ikke gjort det store indtryk.

Tak, men nej tak

Jeg kan godt høre, hvad Hexvessel prøver at sige, og hvor de vil hen med det, men jeg sidder tilbage med følelsen af, at Nocturne er mere navlepillende end introvert. Det virker ikke, som om vi bliver inviteret længere indenfor, end at det ikke kan svare sig for os at tage skoene af. Jeg må modvilligt erkende, at vores tredje date ikke var lige så god som vores første, og at der nok ikke bliver flere.