Båndmaskiner og brandsår

Udgivelser som Hate Über Alles og Birth of Malice illustrerer til fulde, hvordan stagnationen de senere år har haft fastlåst den teutoniske thrashscene i et noget nær uforsonligt halsgreb. Mens gryden er gået ud af kog for institutioner som Kreator og Destruction, har Sodom omvendt forsøgt at holde flammen i live. The Arsonist sætter således fuldt blus under både autenticitet og nostalgi, ikke mindst i form af Toni Merkels trommer. Produceret på den klassiske 24-spors båndmaskine peger denne disposition tilbage mod en tid, hvor det rå, det organiske og det upolerede fik lov at brænde igennem. Albummet er i øvrigt tyskernes første – og nej, jubilæumskompilationer tæller ikke – siden Genesis XIX, der som bekendt markerede genhør med en gammel guitarhelt. Frank Blackfire må i den grad betegnes som en af nøglefigurerne fra bandets guldalder i slutfirserne, og hans fortsatte tilstedeværelse har unægtelig skruet forventningerne i vejret. Men er der andet tilbage end gamle gløder – eller er der mon stadig ild i morfars pibe?

Gnister, gløder og gamle geværhyl

Kirkeklokker. Knitrende ild. Krigssirener. Hvis Satan selv skulle komponere en ouverture til Armageddon, ville valget af ”The Arsonist” næppe falde ham fjernt. Akkompagneret af sønderlemmende rædselsskrig og en regn af napalm sættes scenen for en plade, der nægter at give slip på 80’ernes kampuniform. I en sand symfoni af rendyrket hærg og ødelæggelse brager vi direkte videre i ”Battle of Harvest Moon”. Her er tydeligt kælet for Merkels trommer, der ligger endog meget langt frem i mixet. Angelripper tilfører på vanlig vis en rå og hæs vokalkant, der om muligt fremstår endnu tydeligere på ”Trigger Discipline”. Et herligt hook, der resonerer kraftigt af ”South of Heaven” – hvis altså nummeret havde figureret på Repentless. Tight, kort, fokuseret – og med præcis den pondus, man ønsker sig at høre live på Reffen.

Og så er der ”Witchhunter” – et eksplicit tilbageblik på Sodoms tidlige rødder. Vi snakker med andre ord den velkendte hybrid mellem Venoms proto-black og Motörheads svedige speed’n’roll. Det er beskidt, det er groovy, men desværre ikke helt med samme punkede energi som for eksempel “Burst Command ’Til War” eller “Outbreak of Evil”. Til gengæld fremstår ”Witchhunter” som et lysende eksempel på fordelene ved kollektivets medvirken til sangskrivningen. Alle nuværende medlemmer har nemlig taget del i numrenes tilblivelsesproces, mens hedengangne grydesvinger Chris ’Witchhunter’ Dudek altså også bliver hyldet for sine bidrag – om end disse ligger noget længere tilbage. Tematisk havner vi lige lukt i den sorte gryde: heksejagt, ild og okkult charme. Bevares, det er ikke stor kunst, men såmænd ganske underholdende.

Fra heksefatters simrende ildsted springer vi sporenstregs op af gruekedlen igen – blot for at havne fra asken i ilden. ”Taphephobia” tilføjer ganske vist en interessant dimension med sit fængslende oplæg om fobien for at blive begravet levende – med langsom kvælningsdød til følge. Desværre matcher det yderst klaustrofobiske narrativ ikke helt selve kompositionen, der ender med at forputte sig i mængden. Det samme gælder “Gun Without Groom”, der ganske vist folder sig ud med et skævt speedriff og en snert af proto-black-æstetik, men som alligevel savner det sidste bid. Bedre går det på “Twilight Void”, hvor dynamikken giver et kærkomment afbræk i pladens til tider lidt repetitive flow. Det er blandt andet her, man fornemmer, at Sodom stadig tør være ambitiøse med strukturer og form.

Piben ryger en smule ujævnt – men morfars ånde hænger stadig i røgen

The Arsonist er måske ikke banebrydende, men retter respektfuldt honnør mod fortiden – som en varm og ulmende lejrbålsplads for gamle flammer. Produktionen fremstår bevidst analog og rå – et håndgribeligt bevis på ægthed, om end det ikke redder alle de ujævne gløder. Der opstår dog momenter af ren magi, særligt når Toni Merkel tæsker løs som en preussisk metronom, og Frank Blackfire vrider riffs ud med velkendt vrede og kraft. De 13 numre fordelt på knap 50 minutter betyder desværre, at enkelte tændstikker går ud undervejs, men det føles aldrig desperat – snarere som et erfarent og kompromisløst band, der nægter at føje sig efter trends og polerede produktioner. Sodom holder fast i sin thrash med stolthed og hjerte, og selvom piben ryger en anelse ujævnt, hænger morfars ånde stadig i røgen. Men det er sgu ikke det værste, man kan sige – hverken i eller om det herrens år 2025. Vi kyler syv forkullede kranier mod Gelsenkirchen og ser frem til bål, brand og ’bessefræs’ fra kanten af Pandæmonium på Københelvedes fjerde dag.