Hippogriffens klagesang

Ligesom en hippogrif er bandet Low Before The Breeze et sammensat dyr af mange forskellige genreindtryk. Kært barn har mange navne, og de bliver kaldt alt fra shoegaze til screamo. Min dom er, at Low Before The Breeze leverer progget, blackened shoegaze, men måske er det ikke så vigtigt at lukke deres musik inde i en bestemt bås. Bandet er opstået i Georgia, og A Hole Beneath The Home We Shared er deres debutalbum. Det er en meget ambitiøs debut. Albummet tematiserer forskellige former for fysisk og psykisk vold i parforhold, og aldrig har breakupsange lydt tungere. Smerten og afmægtigheden er til at føle på, og man mærker slagene mod øresneglen. Spørgsmålet er, om Low Before The Breeze gaber over for meget og vrider kæben af led, når de både vil gengive så gennemført en tematik og samtidig bryder alle genregrænser. Kan hippogriffen flyve, eller falder den til jorden på sin jomfrurejse over afgrunden? 

En kolos på cementfødder

Vi bevæger os hurtigt ind i orkanens øje på “Loss of a Kingdom”, hvor polyrytmernes cumulonimbusskyer bringer rullende torden ind over øregangene. Vokalen er dyb som et tordenskrald, og man fængsles af, at der hele tiden sker noget nyt. Det er ustadigt vejr, hvor lynildens dunderrytmer konstant bringer regnbyger ind over de stødvise basganges vindstød. På deres vej gennem uvejret er sangene aldrig i stilstand, men bevæger sig konstant af uventede veje, som ikke holder sig til de slagne stier, men forvilder sig langt ind i vildnisset, hvor man stikker sig på tornene fra guitarens riffs, mens man beundrer kompositionernes blomstrende rosenkrans. På “Keep His Name Sacred and Pure” begynder rytmerne raslende som en diligence ud over bumlende landeveje af grusfyldte, grynede kompositioner. Der er en generel stemning af ængstelighed og uhygge i sangens mere stille dele, fordi man hvert øjeblik forventer, at kareten kæntrer ned i afgrundens dybder. De elektroniske elementer accentuerer de klassiske instrumenter ved at skabe kaos i det velkendte. Sangen udgør et af albummets interludier, der er med til at skabe variation mellem numrene. Bandet mangler dog en vis sammenhængskraft, som skaber en mere stringent tråd mellem sangene, idet de fremstår som enkeltstående statuetter frem for et samlet symposium. På “Cadaver Synod” skriger screamvokal i dybtfølt afmægtighed ind over rytmer, der duknakket kryber under bassens cirkulære dødsdrøn, når den slutter sig til tordenvejret. Maskinel kakofoni danner nye harmonier, når rytmerne kvaser ørerne i deres kollision. Man kan mærke den udmattede afmagt i vokalen, der på “Permission to Rest” bare gerne vil lægges til ro efter at have udkrænget både lunger og sjæl gennem albummet. Hvile får den dog ikke, for der er mere, der skal skriges. Guitarens riffs fremstår dog for simple i forhold til resten af sangens komposition. Nummerets langsommelighed giver plads til at afdække de mange musikalske lag af larm, der gemmer sig i sangenes lydlag. Den lave produktionskvalitet virker som et bevidst stilvalg, men på et tidspunkt begynder det at gøre lidt ondt at høre på. Alt i alt et gennemført konceptalbum med de mest hårdtslående breakupsange, jeg længe har hørt. Low Before The Breeze har således stillet sig tung i metallandskabet som en kolos på cementfødder.

Nyskabelse af det etableredes destruktion

Samspillet mellem de forskellige instrumenter er velskabt og går op i et højere hele. Vi får både plads til hurtig flæns og langsomme snit langs øresneglen, som vrider sig i sin skals dunkle afkroge, inden den krænges ud i lyset for blot at ende i metalkolossens mave. Det er en imponerende debut for et vordende band, der smadrer genrekonventionerne til ukendelighed for blot at skabe en ny mosaik af stumperne.