Godt nok er aldrig godt nok
Der er nogle kunstnere, der, uanset hvor meget man så end respekterer både dem og deres livsværk, bare er svære at holde af. Højt på listen over den type er uden tvivl Dave Mustaine, der på trods af at være indehaver af det, man må kalde en ret imponerende karriere i metallen, stort set altid har fremstået sur, tvær og småfornærmet. Det er åbenbart ikke nok at have solgt i omegnen af 40 millioner albums og begået i hvert faldt to af thrashens mesterværker. Og selvom Mustaine var yderst imødekommende og i det hele taget ganske positiv, da jeg mødte ham før Megadeths koncert i Royal Arena i 2018, kunne han heller ikke der nære sig for at klage over ting, der skete over 35 år tidligere. At han ikke selv er for fin til at fyre folk på uelegant vis, beviste Mustaine dog sidste år, da hans mangeårige partner i Megadeth, Dave Ellefson, fik, hvad der svarer til en enkeltbillet med en Greyhoundbus. Men Mustaine og Megadeth lever videre. For bare tre måneder siden var de på besøg i Vega i København, en aften der dog kun gjorde vores anmelder delvist tilfreds. Lad os se om gruppens nyeste udspil, der udkom i fredags, The Sick, the Dying… and the Dead, har mere at byde på.
Et fremragende band kan også gøre i nælderne
En ting er i hvert fald stensikkert: Megadeth er stadig et fremragende band, hvor især guitarist Kiko Loureiro og trommeslager Dirk Verbeuren imponerer. Der er solidt guitararbejde overalt (givetvis også fra chefen selv), mens trommerne driver det hele frem og lægger en masse små finesser til rundt omkring. På trods af den lidt komprimerede produktion – ak ja, vi lever i streamingens tidsalder – er der masser af gode riffs og guitarharmonier strøet udover The Sick… Et af højdepunkterne er ”Célebutante”, der lyder som en fejring af mine NWOBHM-helte fra bandet Satan. Guitarduellerne er forrygende, og det samme er tempo og riffs.
Lige så stærkt står ”We’ll Be Back”, der runder albummet af. Her i den digitale tidsalder ser man ofte, at album ’frontloades’ med de bedste sange først. Det er absolut ikke tilfældet her, for afslutningen er klart blandt albummets allerbedste momenter. Et heftigt introriff, et klassisk Symphony Of Desctruction-æra catchy omkvæd, temposkift der sidder lige i skabet og mindeværdige soloer. Ja, alt fungerer perfekt på denne sang. Nå ja, næsten alt…
Trods rosen er problemet med Megadeths 16. album, at der bare ikke er nok sange med thrashens altoverskyggende hovedingrediens: Fede riffs! Og så er der alt for ofte små irriterende ting, der forstyrrer. For eksempel dumme spoken-word-sekvenser og oldnordiske lydeffekter. Knap så stort et problem er teksterne, men altså, hvad skal man sige til den her fra ”Mission To Mars”: ’I wanna, I wanna be an astronaut, I wanna, I wanna, wanna’. Det største problem er dog ikke at blive mindet om Spice Girls, nej det er Daves vokal i sig selv. Den er ikke ligefrem blevet mindre rusten siden Dystopia, men alligevel ligger den underligt højt i mixet. Et besynderligt valg, og jeg har aldrig været tættere på at ønske, at Dave havde fundet sig en forsanger, der rent faktisk kunne synge.
Helt dårligt bliver det jo aldrig
Tilhængere af bas vil bemærke, at jeg med en enkelt lille undtagelse slet ikke har nævnt dette fine, men ofte oversete, instrument. Det er ikke noget tilfælde, for bassen er desværre næsten lige så fraværende, som Dave Ellefson på dette album. Men uanset alle mine små klager er bandet Megadeth i sin nuværende konstellation simpelthen for godt til, at det nogensinde kan blive rigtigt dårligt. Selv Kiko og Dirks heroiske indsatser er dog ikke nok til at hæve dette i en Megadeth sammenhæng ret gennemsnitlige album til noget større. Hvis du vil have nyere topklasse thrash fra nogle af veteranerne, må jeg henvise til Brasilien. 'Godt nok er aldrig godt nok' skrev jeg om Dave Mustaine i indledningen til denne anmeldelse. Det lever han ikke op til denne gang, men Megadeth holder da på respektabel vis gang i karrieren lidt endnu.
