Året der gik 2001
Lad os et øjeblik forestille os, at vi rejste tilbage til 2001. Til tiden hvor Amin Jensen blev valgt som danskernes favorit tv-personlighed, og Netto havde opkøbt discountkæden Suma. På musikfronten udgav Tool det progressive mesterværk Lateralus, og Opeth cementerede Åkerfeldt og co.s talent på den ubeskrivelige plade Blackwater Park. Bandet Ill Niño udgav deres første album i 2001, men nåede aldrig den samme mængde succes som giganterne nævnt forinden, men på trods af dette forsøger bandets forsanger, Christian Machado, på ny at skrive sit navn tydeligere i historiebøgerne. Denne gang er det med hans nye band Lions at the Gate og deres debut, The Excuses We Cannot Make. Selvom der er sket meget på et kvart årti, og de fleste bands har rykket landegrænser i hver deres eget forsøg på at definere fremtidens musik, må det dog ikke siges at være formålet med denne plade. For selvom der er elementer af moderne metalcore, er det som at rejse mere end 20 år tilbage i tiden og få genopfrisket, hvordan nu-metallens forvrængede og elektroniske buffet smagte.
Så er der udflugt
Man når næsten ikke at hive hængebukserne op over røven, før åbningsnummeret ”Not Even Human” slæber dig ud af den tidsrejsende DeLorean, som har bragt dig tilbage i tiden. Den klassiske og lettilgængelige nu-metal kører hårdt på og kombinerer fint sammen med Machados skrigende og slagkraftige vokal, som tidligere fans af Ill Niño let vil genkende. Næste skæring dæmper optimismen, men allerede på tredje nummer ”Find My Way”, som har gæsteoptræden af Tatiana Shmayluk fra Jinjer, er man igen i tøjskabet for at klæde sig passende på til situationen (og dengang var en kasket hvermandseje). Selvom hendes bidrag er minimalt, er effekten stor. Nummeret blender nydeligt aggressivitet og sårbarhed, og man får nærmest lyst til at finde spraydåsen frem igen og give den gas på en nærliggende murstensvæg eller stille sig midt i skolegården og kaste bandetegn (som vi gjorde). Desværre for LATG er det dog primært Tatianas indhop, der gør nummeret unikt, og fjerner du hende fra ligningen, er nummeret mere ordinært end en hvid kartoffel. ”Drain”, som er albummets første sjæler, fungerer også overraskende fint, båret af et meget iørefaldende omkvæd, der vokser på en. Der er bestemt nogle stærke singler at finde på pladen, men desværre ligger de alle sammen på skivens første del.
For når vi når halvvejs igennem, begynder tingene straks at blive værre. ”Scapegoat” og ”Digital Sea” er helt og aldeles forglemmelige, og ”Losing Hope” får heller ikke ligefrem bandanaen til at springe af. Hvad der egentligt startede som et udmærket koncept, går i vasken, og pludseligt virker det mere som en samling af singler frem for et album. Faktisk vil jeg gå så vidt at påstå, at de første fem sange havde fungeret bedre som EP. Den delvise inklusion af metalcore virker til tider også spøjs, når pladen hårdnakket går efter en retro-lyd, og her har jeg svært ved at se, hvordan pladen kan fungere som fundament for fremtiden. Taget i betragtning af, at vi har at gøre med klassisk nu-metal, savnes der også et mere råt udtryk. Der er ikke mange tunge riffs at finde i bunken af polerklude og fælge, og det lyder til tider mere som en plade, der bliver spillet i en frisørsalon end på et bilværksted.
Man skal jo huske på, at benzin efterhånden koster mange penge
Om det er værd at dreje nøglen og rejse en tur tilbage i tiden, er nok mere et spørgsmål om beskuerens syn på tingene. Der er ikke meget nyt at komme efter, men omvendt leverer LATG heller ikke en dårlig plade. Højdepunkter som ”Find my Way” og ”Drain” er et lyt værd, omend alting er en kende for risikofrit. Vi når desværre heller ikke i denne omgang giganterne til sokkeholderne, men det gør måske heller ikke så meget. Det gav trods alt et smil på læben at være tilbage i en tid, hvor censur var mere end fodnote, og hvor benzin ikke blev brugt som forhandlingsmiddel i en krig.
