Kreator - Endorama

Endorama

· Udkom

Type:Album
Genre:Gothic Rock/Heavy Metal
Antal numre:12

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: 6/10 baseret på 1 stemme.

Germanske Udskejelser

1990’erne var en sær og hård tid for de etablerede metalbands. Mange blev tvunget ud i at eksperimentere for at virke relevante og for at kunne konkurrere med genrer som grunge, hip-hop og rap. Truslen fra enten flannelskjorter eller hængerøv tvang mange bands ud i at lave bizarre plader eller helt gå neden om og hjem. Tyske Kreator var ingen undtagelse! Generelt er Kreator et band, der har prøvet en masse forskellige genrer af og har udviklet sig mere eller mindre, nonstop siden deres debut album fra ’85, der nok mere var proto-black ala Venom end thrash, som de senere blev kendt for. Op igennem 90’erne tog deres eksperimentering for alvor fart, og der blev flirtet med alt fra dødsmetal og industrial til nu-metal og groove.

Det var dog, som om hver gang de udgav en ny plade igennem 90’erne, gik det værre og værre, og folk blev mere og mere trætte af dem. Det sidste skud i bøssen skulle vise sig at blive Endorama fra 1999!

Dem der hvisker lyver…!

Endorama fylder, ligesom os, 25! Dengang fik albummet en noget lunken, nærmest kølig, modtagelse. Folk var åbenbart ikke helt med på ideen om, at Kreator nu også skulle være goth og iføre sig lange, sorte latex-cottoncoats og eyeliner.

Albummet er noget af en rutsjetur, for der er bestemt gode sange fx intronummeret ”Golden Age” samt titelnummeret, men der er også nogle virkeligt underlige numre, hvor man sidder og klør sig selv i håret for at prøve at forstå, hvorfor de skulle med. Sådan et nummer er ”Passage to Babylon”, et nummer der ikke engang selv ved, hvad det vil. Det svinger fra groove til pop-rock til jazz og tempoet er dybt mystisk, og Milles underlige men stædige hvisken gør altså heller ikke noget godt. Det med, at vokaler skulle hviskes, var generelt noget, alle elskede i 90’erne. Men når man har en vokal som Petrozza (og lad os være ærlige, han er jo ikke ligefrem Pavarotti!), så bliver det for alvor tydeligt, at han ikke kan synge. For han hvisker så langsomt, at han lyder som et dyslektisk barn, der hakker sig igennem en Søren og Mette bog! Hans stemme er skabt til at skrige og skråle.

Generelt er Kreator skabt til at være et band, der skal spilles på højst tænkelige volume, mens spyttet flyver ud af gabet på en, når man skriger i takt med Mille. Hele det der introverte ondt-i-sjælen-element er nærmest anti-Kreator – for de har altid været et band, der råbte op om, hvad der var galt med verden.

Petrozza har udtalt, at det er det album, han er mest stolt af, og at han aldrig har villet putte Kreator i en kasse, men derimod lave den musik, der føltes rigtig. Og fred være med det, det er hans band! Men jeg tænker, at der nok er en grund til, at Kreator stoppede med at eksperimentere og lege og vendte tilbage til deres klassiske samfundskritiske tysker-thrash ved først givne lejlighed.

Playtime’s over!

Endorama er ikke et dårligt album, men det er ved gud heller ikke et godt album. Det er en middelmådig omgang ruskumsnusk af alt for mange fortærskede klichéer og for mange dårlige ideer. Det holdt ikke for 25 år siden, og det holder altså stadigvæk ikke helt. Albummet lyder mest af alt som en ”1990’er Metalgenre Medley” – det er noget rod, det er usammenhængende – og ærligt talt dybt underligt. Der er, som tidligere skrevet,, enkelte perler, men der er langt mellem snapsene.

Men hvorfor så overhovedet nævne dette album, når der ikke er noget at fejre?

Fordi nok er Endorama det grimme, rødhårede barn i familien, men det er stadig en milesten i deres diskografi. Det var det sidste eksperimenterende album, og det var her bandet fandt ud af, at nu var de færdige med at lege og prøve sig frem. Det var her, de lærte at hvile i sig selv og vende tilbage til at thrashe derudaf. Som Mille Petrozza selv siger til deres koncerter: ”WE ARE KREATOR! UND WE ARE HERE… TO THRASH!”

Ønsker du at fordybe dig i 1999, så kan du med fordel tage et lyt til vores dedikerede 1999-playliste på Spotify: https://open.spotify.com/playlist/7AT9hHvkp5uFwDCtl5BAOS?si=34a7ecc3752d4f14

*Teksten er i første omgang oprettet som en blog af Jonathan Pichard den 28. april 2019. Siden ajourført af Jonathan Pichard i forbindelse med Heavymetal.dks 25-års jubilæum i 2024. 

Tracklist

  1. Golden Age
  2. Endorama
  3. Shadowland
  4. Chosen Few
  5. Everlasting Flame
  6. Passage to Babylon
  7. Future King
  8. Entry
  9. Soul Eraser
  10. Willing Spirit
  11. Pandemonium
  12. Tyranny