Nails

Længe leve buschaufføren Bart! Det californiske grindcoreband Nails hyldede hele deres besætning under koncerten i Poolen. Vi kunne i aften særligt takke Bart for at køre dem til endestationen, idet dette var sidste stop på deres tour. Det vinder altid point hos mig, når bands ikke er fuldkommen forblændede af storhedsvanvid, men viser respekt for hele det hold af hænder, der bærer turnéen igennem. Bortset fra dette charmerende indslag kunne Nails dog godt være nået endnu længere ud over scenekanten til publikum, for man kunne godt mærke på deres energi, at de har været længe på landevejen og nu bare gerne vil hjem under dynen med en varm skål suppe og lidt Barnaby. I de glimt, hvor Nails genvandt energien, var deres fremdrift dog så hæsblæsende og heftig, at de smadrede direkte gennem lydmuren. Trommeslager Carlos Cruzs stikker svingede til tider så hurtigt gennem luften, at de dannede en visuel vifte for det blotte blik. Både trommesiden og guitarbroerne bar præg af, at Nails har taget en del dødsmetalinspirationer ind over deres grindcore, og denne genregnidning forekom generelt gennemført. Der var nok temposkift til at vedligeholde interessen, men jeg kunne godt have savnet mere variation. Det var velspillet, men ikke videre kreativt, og de måtte gerne have fremstået med et tydeligere selvbillede, der satte sig mere i karakter og ikke i lige så høj grad forekom som en (dog velsammenklippet) genrecollage af forskellige inspirationskilder. Der var dog intet at udsætte på bandets tekniske færdigheder, og de mættede sjælens destruktive hunger efter gedigen smadder. Der var enkelte energibrønde, hvor fremdriften blev drænet, men generelt holdt Nails et højt niveau med fuld fart fremad. 

7/10

Exodus

Løb, Forrest, løb for fanden! For Exodus kommer for at slagte dig på “Blacklist”, som de i aften fremførte fuld af furore. Trods deres bandnavns reference til 2. Mosebog var aftenens koncert på ingen måde en ørkenvandring. Dansegulvet var bonet til en “Toxic Waltz”, som Exodus satte i gang med tre falske begyndelser for at pirre publikum i pitten. Ved en af de falske introer til nummeret kom instrumenternes tempi skævt af hinanden, men heldigvis kunne de jo begynde igen og skrive det af som en gimmick. Planlagt eller ej: Det virkede. Pitten blev et brusende hav af sammenklaskende kroppe, der i kampens hede mistede enhver individualitet og smeltede sammen til ét homogent konglomerat af rå energi uden navn og ansigt, forenet af fælles musikglæde og beredthed på at få en albue i smasken. Særligt det sidstnævnte var en vigtig detalje, for selvom jeg befandt mig et stykke fra pittens pendul, ramte dens svingninger mig alligevel med et albuestød til underlæben, der i dag er flot og fyldig. Man mærkede ikke, at trommeslager Thomas Hunting er det sidste oprindelige medlem i bandet, de udviste alle en glødende spilleglæde. Sjældent har jeg set en vredere julemand end forsanger Robert Dukes, hvis halve vokabular bestod af ordet “fucking”. Selv han kunne dog ikke helt undertrykke smilets fiskekroge i mundvigene. Lyden fungerede relativt upåklageligt, og koncerten var teknisk veludført uden kvaler. Antallet af crowdsurfere lyver ikke: Exodus er på ingen måde blevet bedagede under deres lange vandring gennem tidens ørken, og de bragte i den grad publikumshavet i Poolen til kogepunktet.

9/10

Carcass

De er efterhånden selv ved at være en flok gamle kadavere i Carcass. Deres dødsmetalprægede goregrind-lazarus’ lasede legeme opstod i ’85, og selv stiftede jeg første gang bekendtskab med dem live under min første Roskilde Festival i ’14. Dengang gjorde de ikke det store indtryk, og jeg var derfor spændt på at se, hvorvidt tiden havde gjort mig klogere og dem bedre. Det lader dog ikke til, at nogen af de ting er sket. Carcass spillede med lange, repetitive sentenser, og når der endelig kom en udvikling med et temposkift, bragte det ofte ikke rigtigt noget nyt med sig, men blot mere af samme skuffe. Hvis de gentagende riffs havde siddet bedre i skabet, eller der havde været mere variation i kompositionerne, ville det have øget koncertens kvalitet. Når guitarbroerne endelig kom hen til nyt land, livede man dog lidt op, og koncerten var glimtvis glimrende. Denne anmeldelses beske galdeopkast er dog nok også forsuret af, hvor komplet idiotisk det forekom, da forsanger Jeffrey Walker flere gange kastede helt fyldte vandflasker ud til publikum. Det var, som om han ville sige: “Husk at drikke vand - eller dø i forsøget!”. Hans vokal sad ellers i skabet, hæs som efter en gedigen omgang heldagsdruk. Sceneshowet fejlede som sådan ikke noget, idet skærme viste en eksalteret udgave af Luis Buñuels “Den Andalusiske Hund”, hvor øjenæblet eksploderer. Med huden skrællet tilbage fremviste skærmene kroppens kniplingevæv af muskler og fedt. Senernes fraktale vævninger over tarmbåndenes sløjfer var nærmest mere interessante end musikken og besad en æstetisk brutalisme, som bandet aldrig selv formåede at producere. Koncerten var ikke som sådan dårlig, men ville nok ikke få topkarakter i biologi.

6/10

Kreator

Skål, Antichrist!

Så for satan, nu var det endelig tid til at bekræfte satans eksistens og skåle med antikrist til Kreator. Blasfemisk som bare pokker med drøn på djævlehorn og pentagrammer har de tyske thrashlegender tonset derudaf siden start-80’erne. Der er dog sket en hel del siden The Satanic Panic, og spørgsmålet er, om den klassiske, sortlakerede satanisme med tiden har mistet sin provokationskraft og er blevet en kende afskallet. Formår Kreator stadig at holde sig relevant så længe efter deres storhedstid? Som fanden læser Biblen, vil præsten nu således bedømme Kreator. Det skal nok blive sjovt.

Konfettifest for Satan

Prompte efter Carcass faldt et hvidt forhæng fra himlen og indhyllede scenen i intethed. Derindefra kunne man til tider høre lyden af, hvad der enten lød som en kazoo eller en meget forkølet and, og det skabte en del forvirring. Der var dog (desværre) hverken kazoos eller ænder til stede under koncerten. Inden Kreator indtog scenen, viste de en montage af alskens vold gennem historien fra Mortal Kombat-udgaven af egyptiske vægmalerier til brutale skildringer fra hellenistiske potteskår. Gladiatorkampe, krig og nedslagning af folkets protest mod magtens massakre gled over skærmen, og således var tonen sat til en “Violent Revolution”. Hvorvidt der stod en menneskelig animator bag det hele, virkede tvivlsomt. Budskabet gik dog alligevel fint igennem, og den indignation, som dette kald til protest kunne katalysere, gav genklang gennem hele koncerten. For ja, der er stadig noget at protestere over, og Kreators thrash har en skarpsleben brod mod tidsåndens folkeundertrykkelse. Deres kald til at forene sig for at skabe en forandring på “666” eller opstanden mod hadets virus på “Hate über Alles” er særdeles relevante… også, selvom de kommer fra, hvad nogen vil mene er lidt underlødige album. Kampånden kunne mærkes på forsanger Mille Petrozza, hvis stemmes klassiske, thrashhæse vokal ikke på noget tidspunkt helmede. Sætlisten bød både på klassikere og nyere materiale, hvoraf det er svært at benægte, at de ældre sange er sværvægterne i ringen. Og ja, selvfølgelig skulle vi også have “Satan is Real” og bede Antichrist om at ta’ en tår. 

Når nu al rosen heldigvis er overstået, så har Kreator spillet med større vigør, end de viste i aften. Særligt savnede man (lige som sidste gang, de gæstede Danmark) pyroteknikken. Kreator lyder bare ikke helt lige så godt uden svedne ørehår, og konfettien var en noget tam erstatning. Denne havde de dog ingenlunde sparet på, og jeg genskabte nærmest selv en hel mindre konfettieksplosion, da jeg fik jakken af derhjemme. Selv skoenes såler havde konfettiens papirblod blødt røde. Det var lidt meget af det gode. Pitten og den senere wall of death viste dog et fremragende publikumsengagement, og hvis man ikke havde oplevet dem før og dermed ikke var bevidst om denne aftens energimæssige afsavn, ville man nok være særdeles tilfreds. 

8/10