Knyt næverne
Metalhistorien ser med rynkede bryn på Chaos A.D. og Vulgar Display of Power, og diskussionerne går sjældent på, hvorvidt de egentlig var gode eller dårlige. Nej, Sepultura og Pantera lagde grundstenene for en generation af hårdtslående groove metal tilegnet en stereotyp, der var mere interesseret i at virke farlig end i at lytte til metal. Konkhra, derimod, har ufortrødent spillet groove-inspireret dødsmetal i hvert fald siden Spit or Swallow fra 95. Ti år er gået mellem Nothing Is Sacred og den nuværende Alpha and the Omega, og jeg vil gerne love alle og enhver, at Konkhra ikke er blevet tyndarmede i mellemtiden.
Konkh’rancedygtig groove
Konkhra har altid og vil altid groove. Alpha and the Omega er et umiskendeligt Konkhra-album med beliggenhed i overlappet mellem død, thrash og groove og fokus på sidstnævnte. Dur-toner er til lalleglade idioter. Mol-toner er til triste tudefjæs. Hoppende 4/4-rytmer i midtertempo, derimod, er til slåskampe, og Konkhra lader fortsat knoerne tale. Åbnings- og titelnummeret bygger op med dybe salver fra strengene, bakket op af stortrommen og tilsat et af gruppens overraskende tekniske guitarlicks. Omkvædet bringer endnu et groove-varemærke i oktav-harmoniseringen, som ligeledes undgår at skænke en tanke til toneart. Opfølgeren ”Thoth” sætter tempoet ned og inkorporerer messende korstemmer over guitarerne, som til gengæld føles mindre begivenhedsrige end andetsteds på albummet. Velplacerede blastbeats i broen minder lytteren om, at Konkhra har en baggrund i dødsmetal, hvis ikke Hiljemarks dybe knurren allerede havde gjort det. ”Divine Wind” sætter tempoet op og nikker i øvrigt anerkendende til Entombeds death’n’roll qua toneskiftet ved broen.
Selvom albummet begynder og fortsætter hæderligt, er det på anden halvdel, at gruppen finder de hårdeste tæsk frem. ”Floodgates” bringer hurtigt vekslende og fingerfærdige riffs i thrash-tempo, med et breakdown i midten til at nedstirre modstanderen i. ”Sandblasted” følger op med et truende vers og kommer lynhurtigt op i det røde felt i omkvædet. ”Misled” benytter fortrinsvist tom-tomerne i verset og tilføjer først backbeatet i omkvædet samt C-stykket, hvilket skaber en dynamik, som flere tidligere numre savner. Besynderligt nok er ovennævnte trio af numre blottet for de ellers fremragende guitarsoloer, men de fungerer ved simpelthen at være usædvanligt hårdtslående.
Alpha er Konkhras absolut længste album. Med en spilletid på godt femoghalvtreds minutter slår den Reality Check med ti hele minutter, og jeg synes, det er en dårlig beslutning. Groove metal er vitterlig ikke en genre, der fordrer vidtrækkende variation, og som sådan er det svært at holde næverne knyttet så længe. Det hjælper heller ikke, at både Pantera-thrasheren ”By Instincts Be Driven” og den efterfølgende Sepultura-springer ”Darkest Millenium” bliver strakt et par minutter for langt. Begge kunne have ageret højdepunkter på et slankere groove-album, men de kommer lidt for sent og bliver hængende lidt for længe.
Et langvarigt genhør
Alpha and the Omega er et forventeligt og fornøjeligt genhør med Konkhra. Gruppens hang til og øre for trampende, hoppende og tæskende groove er intakt, og til fansene anbefaler jeg klart albummet. Albummet overstiger til gengæld Konkhras gennemsnitlige længde med hele tolv minutter, og det kan mærkes. Niveauet er mærkbart højere på albummets anden halvdel end på første, og hen mod slutningen bliver det sværere at mønstre den fornødne vrede til at nyde musikken i fulde drag. Højdepunkterne på Alpha And the Omega ser dog Konkhra vende tilbage i topform, så hvis man allerede har pudset knojernene som forberedelse, har man ingenlunde spildt tiden.