Fra scenen til soveværelset og tilbage igen
Arankai er et relativt nyt fænomen på den amerikanske post-hardcore-scene, som har opnået en enormt stor lytterskare på kort tid. Manden bag projektet er dog ikke helt ukendt i metalcoreverdenen. IAmArankai er også kendt som tidligere bassist i bandet Archers, som blev dannet tilbage i 2015. Han går under det borgerlige navn Oscar Porter og valgte at gå solo grundet sit behov for et mere kreativt og følelsesmæssigt afløb.
Arankai har især haft stor succes på Instagram og TikTok via sine heavy-versioner af kendte sange som for eksempel Lady Gagas “Bloody Mary”. Arankai bevægede sig senere over i original musik, produceret direkte i hans eget soveværelse, og her var det især BookTok, som er læsefælleskabet på TikTok, der adopterede hans musik som backdrop til videoer om fantasybøger og lignende.
The Shape of Blue er Arankais andet studiealbum, som denne gang ikke er kreeret i hans soveværelse, men i samarbejde med Hopeless Records. Hans første plade, A Portrait of Red, bar præg af mørk lyrik, emo-vokaler og en snert af hiphop, så nu er spørgsmålet, hvor den svære toer lander henne i det musikalske univers.
En efterårssuppe af genremashups
Jeg måtte dobbelttjekke, hvilken plade jeg egentlig lyttede til, da The Shape of Blue først gik i gang. En ret tung hiphopsekvens varede faretruende længe, inden tunge guitarer hørtes for første gang. Hiphop fylder generelt noget på dette album, men samtidigt skifter genren ganske hurtigt som på nummeret “Sick & Sweet”, der valser frem og tilbage i forskellige stilarter. Det er ganske tydeligt, at man skal pakke sine idéer om konventionel metalmusik et godt stykke væk, når man kaster sig over Arankais musik.
Arankais vokal skifter mellem clean og brutal, men den ultimative fællesnævner på alle skæringerne er, at vi får nogle heavy sekvenser – og disse lyder ekstremt godt og er produceret på et meget højt niveau. Det er godt nok ikke alles kop te, men vi var som mennesker nok heller aldrig kommet til månen, hvis ikke vi besad en god portion dumdristighed og innovation. Og lige netop Arankai har kurs mod månen med sin genreblandning og har i skrivende stund tangeret sit tidligere band Archers lyttertal på Spotify. Arankais musik er ikke helt så sonisk skizofren som Kim Dracula, som vi anmeldte i Pumpehuset tidligere i år, men noget tyder på, at vi ikke har set det sidste til genremashups som førnævnte og Arankai.
Personligt kommer pladens højdepunkt på nummeret “Choke”, som på dyster facon kombinerer melankolsk vokal med nogle lækre riffs og catchy omkvæd. Generelt set læner nummeret sig mere op ad metalcore, hvor særligt et lækkert breakdown cementerer, at Arankai har en udpræget dæmonisk persona. Talentet er der ingen tvivl om, særligt når man husker på, at det er et soloprojekt, hvor IAmArankai står for både de musikalske elementer og lyriske kompositioner.
Der er mange, der kommer til at hade det her
Som en kort disclaimer vil jeg gerne sige, at Arankais musik ikke umiddelbart er noget, der får det til at kilde alle de rigtige steder. Dog har jeg stor respekt for hans strategi og innovative måde at bringe sin musik frem i rampelyset. De mange hiphopsekvenser får mig til at stå af toget, men de hårde og brutale sekvenser i lyden får mig til at springe tilbage igen, inden dørene lukker. Jo flere gange jeg lytter til The Shape of Blue, jo mere bliver jeg overbevist om, at netop Arankais kombination af genrer kommer til at fungere hos et bredt publikum. Det vil absolut ikke komme bag på mig, hvis vi kommer til at se meget mere til amerikaneren i den nærmeste fremtid.