Thorium var andet band på scenen, og veteranerne har lavet old school death metal, der smadrer dit hoved – om du vil det eller ej. Det har de gjort siden 1997, og det kunne så sandelig mærkes. Masser af selvtillid og attitude lige fra starten – og det fejlede ikke en skid. Hvordan skulle man ellers ruske gang i folk sådan en eftermiddag efter en lang uge? Ja, jeg venter gerne på et svar, for det lykkedes desværre ikke.

”Ligesom rødvin bliver vi bare bedre med årene! Og nu er vi ude med albummet Danmark, og vi er stolte af vores land og af vores album!”, brølede Michael Andersen – og efter et par gorilladunk i brystet hos trommeslager Daniel Preisler Larsen, så buldrede de videre med ”War is Coming” stærkt efterfulgt af ”Crest for War”, der endelig satte ordentligt gang i nakkerne hos publikum. Koncerten bliver leveret ganske rutineret uden slinger i valsen og med masser af drive, tunge growls og stramt samspil. ”Feral Creation” brød lydmuren, der blev ivrigt fistpumpet og yeah’et igennem, og de gav dermed en forrygende afslutning på deres optræden.

7/10

Liv Sin er svensk heavy metal, som vor mor lavede den, og den smager til tider både af Burning Witches og af Judas Priest. Jeg var da også spændt på at opleve dem live, da jeg så dem som et interessant intermezzo i aftenens dødssandwich. De gik på scenen med stor energi og iver, og var på alle måder en helt anden oplevelse end Thorium. Kontrasten mellem Michael og Liv Jagrell i front var voldsom – hvor Michael leverede tung dundrende røst, så kom Liv nærmest skrigende på scenen og sprang og dansede rundt. Hun viste sig at være ekstremt karismatisk og hoppede glad rundt på scenen, headbangede hidsigt og ikke mindst sang røven ud af læderskirtet.

Musikken var langt mere lettilgængelig end Thoriums, men stadig tung nok til, at min kæreste ville rynke på næsen over det. Min faste koncertmakker kaldte det undervejs for røvballerock, for det var let at blive revet med, men det var måske ikke videre originalt. Liv sang dog sindssygt godt, og bandet spillede tight og dynamisk. Et par gange forsvandt vokalen dog lidt i lyden, hvilket var superærgerligt.

Liv gav glad udtryk for, hvor fedt det var at være på scenen igen – det var åbenbart både første koncert nogensinde i Danmark og deres første show efter Covid. Så kunne jeg da bedre forstå, at de kom med så meget energi! De fyrede den derefter op med ”Let Me Out”, der har et stadionrock-værdigt skrål-med-omkvæd, og både guitaristen Jay og Liv gjorde et ihærdigt forsøg på at ruske publikum i gang.

Det sidste nummer var deres nyeste single, ”The Process”, der udkom for et par uger siden. I løbet af dette nummer fik publikum i front fuld valuta for pengene, da Liv løb rundt i kameragraven. Det kan nogle gange være utaknemmeligt at være en del af en festival med så divers musik som her, og det gik lidt ud over Liv Sin her, der måske adskilte sig for meget fra bandet før til, at flow bibeholdes. De spillede ellers virkelig godt, Liv sang forrygende og kom hele scenen rundt flere gange for at få folk med. Og alligevel stod halvdelen af publikum bare og snakkede. Øv, det er altså en uskik. Men en solid koncert, der havde fået en højere karakter, hvis publikum havde været med dem, så den samlede oplevelse kunne løftes.

7/10

Og nu til noget helt andet … grooveinspireret dødsmetal, der lader knoerne tale. Endelig, endelig, endelig kom der et band på scenen, der fra starten fik rusket op i salen. Forsanger Anders Lundemark har godt nok for ganske nyligt været ramt af en ansigtslammelse, og vi frygtede en aflysning – men det viser sig, at det bruger Anders ikke. Han spurgte undervejs, om vi overhovedet kunne forstå, hvad han sagde, men inden publikum nåede at svare, så besluttede han sig selv for, ”at det lyder sgu godt alligevel”. Og med det spørgsmål af vejen, så buldrede det tonstunge tog ellers videre med ”Heavensent”, og folks nakker fik pludselig travlt.

Anders prøvede at få gang i en circlepit og råbte bl.a.: ”I må altså godt gå amok! Vi skal ikke længere holde afstand!” Publikum hoppede da også lidt halvhjertet her, men en decideret pit blev det desværre aldrig. Folk opførte sig helt ærligt ind imellem, som om det var en koncert med siddepladser. Som havde de fået tildelt en fast plads, som de så stod og nikkede pænt i. Ærgerligt! Der kom et par nye numre, som tilsyneladende ikke faldt helt i publikums smag, for da der efterfølgende kom noget af det gamle, så satte publikum endelig smæk på hurtigtoget. Kim Mathisen på guitar var i øvrigt hele vejen igennem et syn for metalguder, og var her og der og allevegne, uden så meget som at misse en tone.

Bandet fik en lynhurtig pause, mens resten af salen lyttede til en bid af den (in-)famøse YouTube-video med en amerikansk religiøs prædikant, der fortæller om, at Konkhra har stjålet penge fra ham og brugt dem på ludere, stoffer og lort. Han afsluttede med en behørig forbandelse af Konkhras medlemmer, der selvsagt udløste stor jubel fra salen.

Under aftenens sidste nummer mødte jeg da også en superbegejstret ny fan. Han var der egentligt for at se Soilwork, men han gav mig udtrykkeligt ordre på at give Konkhra en god karakter, for det ”var fucking awesome, duuude!” Jo, tak. Jeg kunne godt have savnet et par mere groovy numre til at give mere dynamik i setlisten, men bevares, nu hedder det jo ikke Nordic Groove, så Konkhra er tilgivet.

8/10

Denne fredag var en absolut godkendt aften for folk med tendens til nostalgi – for det var nu blevet tid til thrash-ikonerne fra Artillery. De har simpelthen leveret thrash siden året, hvor jeg blev født, så det er … længe! Der var heldigvis ikke så meget indledningspjat, de kom buldrende ind lige på og hårdt. Jeg havde lidt glemt, hvor vild en forsanger Michael er, men han mildest talt ræsede scenen rundt og mindede mig om min toårige knægt, der lige har fået at vide, at det er sengetid. Jeg har sjældent set en sanger have en så stor fest på scenen, og det smittede af. Desværre gav publikum lige knap det retur, som han gav dem. For hvad helvede… jeg så flere blandt publikum, der sad ned. Det er altså slapt. Også selvom du bedre kan lide et af de andre bands.

Michael Stützer leverede et par virkelig fede soli på guitaren, og selv om han ikke ellers gjorde meget væsen af sig, så gjorde hans guitar det til gengæld. Det var ikke verdens mest sprudlende optræden, hvis man så bort fra forsangeren. Til gengæld larmede hans kropssprog nok til at opveje den manglende energi hos resten af holdet på scenen. ”The Face of Fear” fik publikum op i gear, og da Artillery dernæst fyrede op for det geniale nummer ”In Thrash We Trust”, gik publikum behørigt amok.

Bastholm afsluttede sættet helt nede ved publikum, og folk skrålede godt med. Det var helt perfekt, og jeg kunne godt have undt Artillery, at stemningen havde været sådan her hele vejen igennem. Publikum var ret sløje hele aftenen, men en gedigen (om end til tider lidt rutinepræget optræden) fra alle og en sætliste med både nyt og gammelt fik altså endelig folk op i gear. Sådan!

8/10

Efter at have ventet mere end 20 minutter over det skemalagte tidspunkt, blev svenske Soilwork, aftenens hovednavn, endelig introduceret. I buldermørke. Hvad der lå til grund for mørket, aner jeg ikke, og vi fik heller ingen årsag til forsinkelsen. Men det virker dumt at have to dygtige konferenciers i form af Sofia Schmidt fra Ethereal Kingdom og Sonja Rosenlund fra Arsenic Addict på sådan en aften, hvis man ikke skal kunne se dem på scenen. Men uden en masse udenomssnak nåede de i hvert fald frem til, at Soilwork, det ubestridte hovednavn, måske ikke behøvede så meget introduktion.

Mestrene af melodød, der fik 10 rasende kranier, da vi anmeldte dem til Royal Metal Fest, satte skuden i vandet med en enorm energi. Strid kom ind fra højre som den sidste på scenen og satte stemningen med et højt skrig. 

Salen var nu endelig i gang hele vejen rundt, og selvom jeg har svært ved at forestille mig, at der var udsolgt, så var der trods alt flere mennesker nu end på noget tidligere tidspunkt. Björn Strid bestilte mere interaktion med et råb ”Kom så! Kooom SÅÅÅÅ!” og satte derefter godt skub i salen med ”Stabbing the Drama”, der lød lige så godt live som på plade. Strid har en suveræn vokal – selv de højeste toner blev ramt spot on – og den danske trommeslager Bastian Thusgaard fik masser af plads i lydbilledet, hvilket virkelig klædte musikken. Der var masser af lir og pingpong i fronten, og det gav en dejlig oplevelse at se så meget spilleglæde. Strid fik også virkelig god hjælp på koret fra de andre i bandet, der gav en god dybde i lyden.

Hvor jeg hos Thorium var begejstret for en karismatisk trommeslager, så var jeg hos Soilwork lidt vild med manden bag keyboardet, Sven Karlsson. Igen et utaknemmeligt instrument at stå ved bag både sanger, guitarist og bassist, men sørme om ikke han tiltrak sig opmærksomhed alligevel. Det var sgu ret fedt, at ingen bare står og putter sig bagerst på scenen. Alle mand ombord!

Da de fyrede op for ”Death Diviner” fra den nyeste EP A Whisp of the Atlantic, måtte vi bare kaste os i støvet og anerkende, at der var en grund til, at Soilwork var hovednavn denne aften. Her vil jeg også lige for en gangs skyld rose publikum, for de gik behørigt balalajka til nummeret, og det blev efterfulgt af gedigne klapsalver. Soilwork er, som flere af de andre bands denne aften, en rutineret gruppe, og det kan bestemt mærkes. De leverede et solidt sæt, masser af lir og snak med publikum, uden at det blev for meget. Og så var de i virkeligheden også de eneste, der rigtigt fik sat skub i publikum hele sættet igennem. Ærgerligt, at der skulle gå så lang tid, men jeg forstår nu godt begejstringen. God dynamik og lækre numre. Jättebra!

9/10