Legenderne er tilbage
Darkest Hour fra Guds eget land er tilbage med deres ellevte album, Suffer Divine. Metalcoreveteranerne nægter at give op, og efter 25-års-jubilæet for deres første plade sidste år ligner de ikke et band, der har tænkt sig at hænge guitarerne op. Bandets mest populære skiver, Undoing Ruin (som i øvrigt er produceret af Devin Townsend) og Deliver Us, fra henholdsvis 2005 og 2007 var særligt karakteriseret af dual-guitarharmonier og svensk døds særlige riffstil. Visse musikkritikere vil til og med give Darkest Hour æren for at være blandt de første bands, der kopierede Gøteborg-dødsmetallyden i USA.
Perpetual Terminal fra 2024 var en retur til netop ovennævnte stil, men ramte ikke helt fordums niveau og fik en hæderlig modtagelse af publikum, uden der blev gjort større notits i historiebøgerne. Derfor er det for undertegnede intet mindre end nervepirrende at finde ud af, om bandet har genfundet deres niveau fra midt-00'erne, eller om de er på vej ud af en helt anden tangent.
Fuld smæk og guitarlækkerier
En kort intro bygger op til “Gods of Decay”, som skyder festen i gang. Den melodiske metalcore trækker tydelige spor tilbage til den oldschool Myspace-metalcore med et langt skrig og to ekstremt fremtrædende guitarer, der bliver banket af sted i total symbiose med mosh-rytmen fra lilletrommen. Det er intet mindre end et ‘trip down memory lane’ og frem for alt en fremragende start på et album. Det kunne godt tyde på, at Darkest Hour har sigtet efter at ramme den lyd, som gav dem et utal af følgere på Myspace – og første fornemmelse er, at de har ramt rigtigt.
Stort set samtlige numre på pladen følger samme opskrift som åbneren. Det er mosh-musik til den helt store guldmedalje. Trommen får simpelthen tæsk i takt med de kæberaslere, der bliver delt ud i pitten. Dog er guitarlyden og variationen på albummet – og generelt for bandet – i en metalcoreliga for sig selv. Skulle man være i tvivl om den instrumentale kvalitet, så bliver man gjort til skamme på “The Unforgiving Hand”. Præcis som på Perpetual Terminal-albummet fra 2024 får vi et nummer, som er domineret af en smuk guitarsolo. I min optik er det en vanvittig smagfuld måde at få trukket tempoet lidt ned, inden man gør klar til finalen. Samme type nummer fungerede helt perfekt under deres koncert i Amager Bio tilbage i 2025, hvor “Amor Fati” gav publikum muligheden for at trække vejret, mens de blev begunstiget med guitarkvalitet fra en hylde helt oppe under loftet.
Suffer Divine beviser, at selvom man som band har udgivet 11 album, så betyder det ikke, man skruer ned for tempoet. I stedet er modenheden i deres musik repræsenteret af en nærmest overlegen instrumental præcision, som gør albummet til et af de bedste metalcore album i 2026. Der er ikke mange negative punkter at finde på det 11 numre lange album, men hvis man skal være ekstremt kritisk, så genbruger albummet en velkendt formel med meget lidt nyskabelse. Men i en verden med masser af fremstormende moderne metalcore så kan jeg simpelthen ikke få mig selv til at klage over den minimale monotoni, der er blandt numrene på denne skive.
En opskrift, der bare virker
Jeg har lyttet til utroligt mange metalcoreplader i 2026, men meget få får mig til at føle på samme måde som denne: nærmest ung igen – og jeg er trods alt kun 34. Sammen med den nye skive fra Miss May I er Darkest Hours Suffer Divine et af de eneste album, der er udkommet i år, hvor den gammeldaws metalcorestil ikke er inficeret af moderne takter. Og selvom der er masser af plads til nyskabelse i min verden, så er det eddersateme bare dejligt, når noget rammer lige i nostalgiorganet.