Dygtige italienere vil for meget og leverer for lidt
Sidst italienske Kingcrow blev anmeldt her på siden, var i 2004 for albummet Insider. Dengang skrev Fyrsten blandt andet, at lyden var blodfattig, og at der ikke rigtig var nogen numre, der stak ud. Pladen ville blive et kort bekendskab for Fyrsten, indtil de sidste musikalske brikker faldt på plads for bandet. Anmeldelsen blev afsluttet med sætningen: "Lidt flere krummer tak!" og pladen modtog 5 skulls. Siden har de udgivet et par albums mere, dog ikke anmeldt her på siden, og scoret sig en tjans på den amerikanske ProgPower USA festival i Atlanta.
Nu er de så aktuelle med In Crescendo og så er spørgsmålet om der er kommet flere krummer? Tja... Lyden er ikke blodfattig mere. Produktionen er rigtig god, og udtrykket temmelig potent. Men jeg sidder lidt med samme smag i munden, som Fyrsten gjorde for ni år siden. Fundamentet er helt klart på plads, men – hvis vi bliver i metaforeren - så kan vi konstatere, at huset de prøver at bygge på det, står lidt usikkert.
I bandets egen beskrivelse af dem selv, nævner de bands som Opeth og Dream Theater som deres helt store inspirationskilder. Og jeg skal da også lige love for, at de prøver at lyde som sidstnævnte. Forsanger Diego Marchesi kunne endda, næsten uden problemer, være stand-in for James Labrie i Dream Theater. Så meget minder deres stemmer og teknik om hinanden. Men når jeg siger næsten, så skal det tilskrives Marchesis tykke italienske accent, som desværre ikke kan skjules. Resten af bandet lyder også som en slags Dream Theater i en light-udgave. Ideerne, harmonierne og sågar melodierne i sangene er uhyggeligt tæt på deres forbilleders lyd. Men, som Fyrsten også var inde på dengang i 2004, så mangler der krummer og der er altså ikke rigtig noget, der stikker ud på nogen bemærkelsesværdig god måde. Jeg vil dog alligevel fremhæve første single "Morning Rain", som er et afdæmpet nummer, der bygges flot op til et stort anlagt symfonisk klimaks. Undervejs byder det også på en melankolsk melodi, som leder tankerne hen på underlægningsmusikken til TV-serien "Twin Peaks". Interessant! Men desværre er dette, pladens mest stille nummer, det bedste. Kan man slippe af sted med det som et progressivt metalband? Det kan vel diskuteres, men personligt synes jeg, det er lidt slapt...
De sidste to numre, runder det hele af på ansændig facon og løfter helhedsindtrykket en anelse. Men vi kan ikke komme op og ramme de høje luftlag, når der skal deles kranier ud. Kingcrow er dygtige håndværkere, og har en klar ide om hvor de gerne vil hen. Men når man melder sin ankomst på den store bane, som de tydeligvis forsøger, så skal der mere til før de er klar til superligaen. Flere lækre finesser, stærkere virkemidler, og ikke mindst nogen ørehængere, savnes. Flænsende riffs og susende soloer skal man kigge langt efter, og spiller man med så store ambitioner som Kingcrow, så skal der altså være passager, der får de små hår til at rejse sig og kæben til at ramme gulvet. Og det er der desværre ikke! Det forbliver pænt og harmløst. OK uden at være prangende...
Trackliste: 1. Right Before 2. This Ain’t Another Love Song 3. The Hatch 4. Morning Rain 5. The Drowning Line 6. The Glass Fortress 7. Summer ‘97 8. In Crescendo
Morning Rain – flot, men desværre også skarpeste skud i heavy-bøssen
