Tiden er lang for den, som venter
Nogle ting er ganske enkelt ikke værd at vente på. Ti minutters kø i McDonalds’ drive-in, telefonkø den dag, forskudsopgørelsen lander, og al countrymusik er glimrende eksempler. Men så er der andre ting, man gerne venter længe på. Australske Karnivool har aldrig redet samme dag, som de har sadlet. Alligevel føltes de fire år mellem deres tidligere albummer, Themata, Sound Awake og Asymmetry, ikke som et problem, for man vidste, at kvaliteten ville være der. Men selv den mest tålmodige mand har sine grænser. In Verses er Karnivools første udgivelse i 13 år. Det er længe nok til, at forventningerne enten når mytologiske højder eller begynder at smuldre i frustration. Spørgsmålet er derfor uundgåeligt: Var det hele ventetiden værd?
Ensomhed findes både til lands, til vands og i luften
Alle Karnivools tidligere albummer har haft et tydeligt aftryk. Themata var anderledes og et frisk pust, Sound Awake foldede sig ud i lange ambitiøse kompositioner og cementerede bandets progressive ry, mens Asymmetry mindede mere om en matematisk ligning – svær at regne ud og mere abstrakt. In Verses fremstår ved første gennemlytning mere enkel. Bevares, det er stadig progressiv metal, men skæringerne er lettere at sluge, og strukturerne mere tilgængelige. Dette på trods af at det har taget uhyre lang tid at få albummet sammensat. Jeg er oprigtigt overrasket over, hvor godt flere af singlerne fungerer ved første gennemlytning; noget, der normalt kræver tålmodighed og gentagne spins med australierne. Det har både sine fordele og ulemper, hvilket åbner for spørgsmålet: Er In Verses på niveau med bandets magnum opus, Sound Awake? Og til det er svaret nej. Til gengæld byder albummet på et solidt bundt stærke sange, der hurtigt sætter sig fast og tydeliggøre, at ventetiden trods alt ikke var forgæves.
”Opal” er et af de klare højdepunkter. Et skrøbeligt, men smukt nummer om selvrefleksion og individets placering i verden. Et tema, der føles smertefuldt aktuelt i en verden ude af balance, og som måske også her er forklaringen på, hvorfor In Verses endte med at tage 13 år. Albummet var i store træk skrevet færdigt, men så kom corona, og resten af historien er blevet skamspillet i medierne lige siden. Den del springer vi elegant over. Åbningsnummeret ”Ghost” kredser om selvrefleksion, båret af den smukke linje ’our reflections don’t look the same, there’s something differing, like distant ghosts in headlights, we slowly fade away’. Og når jeg tænker på forlygter, uden at det skal blive frækt, er det netop billeder af isolation, ensomhed, mørke landeveje og en rastløs tankestrøm, der melder sig på banen. Lyrikken rammer præcis den følelse, som Karnivool forsøger at fremmane.
Albummets absolutte højdepunkt er dog ”Aozora”. Her folder Ian Kennys vokal sig fuldt ud, mens Goddard, Stockman, Hosking og Judd leverer en firedimensionel energi og er et band i perfekt balance. Et sublimt sammenspil, som uden tvivl bliver et af mine mest afspillede numre i år. Titlen er det japanske ord for ”blå skyer”, og netop den fornemmelse hænger ved: det, at vi alle ville vokse som mennesker, hvis vi gav slip på hverdagens tunge pligter, trak vejret dybt i naturens friske luft og lod kaos og tempo stå tilbage i bakspejlet. Albummet er dog en kende til den lange side, og numre som ”Reanimation” og ”Remote Self-Control” kunne sagtens have været redigeret godt ned. Det havde hjulpet på momentum.
Den store flugt
Efter 13 år på skrivebænken er det forståeligt, at Karnivool vil vise alt, hvad de har arbejdet på. In Verses er en bid for lang, og når alt skal med, mister man noget af slagkraften. Var udgivelsen på trods af dette ventetiden værd? Ja, absolut. Selvom bandets mere simple lyd kræver tilvænning, har gruppen igen vist, at de ikke vil lægge sig fast på en specifik lyd, og det bifalder jeg. Musikken er svævende, smuk, nænsom og moden, og man mærker bandets frustrationer og trang til frihed. Mon ikke vi alle gør det, til et vist punkt. Men som Ronald Reagan meget vist udtalte, så er frihed aldrig mere end én generation fra udslettelse.
