Er hastværk lastværk?
Noise, bedre kendt som manden bag Kanonenfieber, er en meget, meget travl herre. Det er ikke mange måneder siden, den forrige EP, Yankee Division, udkom, og det er knap nok et år siden, den mageløse debut Menschenmühle så dagens lys. Derudover har bandet da også haft travlt med at nyde sin succes og turneret Europa tyndt de sidste par måneder, og eftersom man skal smede, mens jernet er varmt, og Kanonenfiebers jern er brandvarmt, er bandet da også klar med sin anden udgivelse dette kalenderår.
Men med så kort tid mellem udgivelserne kan man godt blive betænkelig, for kunst tager tid, og hastværk er, som bekendt, lastværk. Spørgsmålet er derfor, om Der Füsilier er en værdig efterfølger, eller om den vil være en lige så stor succes, som Schlieffenplanen var.
Den røde pigtråd
EP’en består af de to numre ”Der Füsilier I” og ”Der Füsilier II”, der begge beretter om den rædsomme fortælling om en af de tusindvis af soldater, der døde i et af de mange slag ved Karpaterne under Første Verdenskrig. Berettemæssigt er der intet nyt under solen i forhold til Kanonenfiebers lyriske univers, der fra dag et har understreget, at krig vitterligt er helvede på jord. Noises dødsrallen fungerer fantastisk i den forstand, for få sprog er så egnet til at understrege lidelse og undergang som tysk – og selv hvis man sov igennem samtlige tysklektioner i folkeskolen og derfor fatter røv og nøgler, så fornemmer man tydeligt krigens barbari.
Hvis vi sammenligner denne EP med den forrige, bliver det tydeligt, at vi her står med et mere samlet og koncentreret værk, hvorimod Yankee Division primært var ét rigtigt godt nummer og så en lidt fesen afslutning, der virkede til at være med for at retfærdiggøre, at det skulle være en EP og ikke bare en single. Dog er ingen af de to füsilier-numre lige så stærke som netop ”The Yankee Division March” (som muligvis var det sidste nummer, Trevor Strnad deltog på – æret være hans minde), men den røde tråd mellem de to numre på denne gør, at de to EP’er fortjener den samme karakter.
Der er dog fortsat et stykke vej op til et værk som Menschenmühle, men man kan da høre på begge de efterfølgende EP’er, at Kanonenfieber virkelig har fintunet både lyd og vision – og selvom musikken måske ikke helt er det, så er musikerne bag i absolut topform.
Ro på, og fokus – bitte!
Som stor fan af Kanonenfieber skulle man tro, at den nærmest konstante strøm af musik ville være en gave, men efter at have anmeldt de to udgivelser, som bandet har leveret i det herrens år 2022, kunne jeg nu godt ønske mig, at Noise lige tog en kort pause og fokuserede på at lave en værdig opfølger til debuten fra 2022 i stedet for at indspille hver eneste lille idé, der kommer til ham – for slet ikke at nævne, at manden også har travlt med to-tre andre projekter. Kunst kræver tid og fokus!
