Af jord er du kommet …
At ’jordfæstne’ er en dramatisk måde at forklare en begravelse på. Ud fra det navn kunne man nok godt fristes til at tro, svenske Jordfäst spillede en led og tonstung omgang funeral doom, men til den forudindtagede holdning siger de tre pojkar: ”Fy faen”. Jovist, musikken besidder bestemt gravitas, men vi er uendeligt langt fra begravelsesoptog og sørgeslør og betydeligt tættere på plyndringstogter og ringbrynjer – hvilket albummets titel jo også, så fint, understreger. Blodsdåd och hor er ikke bare disse bersærkeres tredje album; det er også første gang, de forsøger sig med at lave en udgivelse med flere end to numre på – spændende!
I vil rigtigt meget, men I gør ikke så meget …
Blodsdåd och hor er bestemt et ambitiøst værk, og selvom det teknisk set består af otte numre, så er der reelt set kun tale om to, nemlig ”Ett altare av skärvor” og ”Dit gudarna trälar är”, som så begge er delt i fire dele. Bandets to forrige udgivelser bestod begge af bare to numre med en samlet spilletid på lidt over 18 minutter. Jeg kan derfor ikke lade være med at tænke på, om ikke bandet faktisk helst ville have gjort, som de plejer - men så er blevet forhindret af en manager eller en tilsvarende kedelig type i grå habit og hurtigkneppersko, som alligevel var på vej til padel. Uanset hvad så er det en skam, at albummet er skrevet, som det er.
For som det er nu, er det oprigtigt talt svært at skelne de otte numre fra hinanden, for de er alle så forbundne og flydende; der er virkeligt tale om et organisk værk. Derfor er det virkeligt svært at huske, om den sprøde solo nu var fra ”Ett altare av skärvor Pt. 3” eller ”Dit gudarna trälar är Pt. 2”. Hvor var det nu, at der var en fremragende cleansangspassage: Var det i ”Dit gudarna trälar är Pt. 4” eller ”Ett altare av skärvor Pt. 2”? Det havde været betydeligt nemmere at spole frem og tilbage i de samme to numre. Men ak …!
Stilistisk set befinder bandet sig i et grænseland mellem Bathory, Vintersorg, Istapp og Taake, altså iskold og hårdtslående svenskerblack, men med plads til episke og imposante passager, dog uden at det ender helt ude i Hareskoven. Personligt havde jeg nu gerne set, at de havde skruet lidt ned for bølleblacken og lidt op for det storladne og guitardrevne, som albummet bestemt også indeholder. Derfor er jeg også mere fan af de fire ”Dit gudarna trälar är”-numre, end jeg er af de fire ”Ett altare av skärvor”-numre, da balancen mellem bøllebank og epik er noget mere fin der. Men de skal da nu stadig have point for ambitionerne.
Bedre held næste gang
Blodsdåd och hor gør meget rigtigt, men også en del forkert – det største problem er, så afgjort, at bandet har valgt at afvige fra sin traditionelle formel. Hvad årsagen til dette er, er uvist, men uanset hvad så var det ikke en god ide. Resultatet er nemlig en uhåndterbar omgang, som ikke er særlig brugervenlig – i og med de mange numre hænger så ulasteligt sammen, så fungerer det virkeligt heller ikke, hvis man hopper imellem dem eller bryder dem op som singler. Det er, som om at bandet sidder mellem to stole lige p.t., og normalt vil jeg jo altid mene, man skal rykke sig fremad, men lige her burde de nok overveje at møffe et skridt eller to baglæns. De spiller overordnet glimrende, og især er jeg fan af de sporadiske guitarsoli, men uanset hvad så er det her nok Jordfästs svageste udgivelse til dato – desværre!