Jævn debut udsat for skidt produktion
Kaos = orden?
Første gang verden stiftede bekendtskab med den københavnske kvartet Horns, var da de udgav EP’en Let Me See Your Horns tilbage i 2016. Nu er bandet klar med deres fuldlængdedebut, der har fået navnet Chaos Brings Order. Det er en af den slags skiver, der egentlig kunne have været ok, men som desværre ikke er blevet det.
Anstændigt band – forfærdelig produktion
Vi starter lige med det vigtigste, nemlig musikken. Horns spiller en gedigen omgang hård rock uden diverse dikkedarer og underlige udsving. Det er lige på og hårdt, for det meste tiltalende og yderst let tilgængeligt, hvilket åbningsnummeret “Pale Blue Light” med sine fede riffs straks vidner om, når man fyrer op under anlægget. “Unspoken”, “Salvation” og “Forging Fate” er ligeledes fine skæringer, hvor bandets gode ideer og intentioner tydeligt afspejles, og selvom ingen af pladens ti numre skriver sig ind i rockhistoriens gamle støvede journaler som moderne nyklassikere, har bandet en fin energi og en stålsat vilje til at rocke vores allesammens nakker af led.
Det lyder jo egentlig meget godt, tænker du sikkert, men nej – det er lige præcis der, hunden ligger begravet. Bandet spiller glimrende, men pladen lyder ganske enkelt ikke ret godt.
Det er de herrer Cato Jørgensen og Niclas Sonne, der har produceret pladen, og jeg må indrømme, at jeg er forbavset over udfaldet. Først og fremmest er der frontmand Oliver Svensson, der, trods fine fraseringer, ikke er verdens mest gudsbenådede sanger – særligt ikke i den høje ende af registeret – men det gør ham bestemt ikke bedre, at vokalen forekommer utrolig komprimeret og aldeles tør.
Dernæst fremstår musikken ikke særlig tight. Utight rock kan godt have sin charme, hvis bare dynamikken er i orden, men den mangler desværre også på store dele af pladen – primært på grund af flade trommer samt en guitar og en bas, der flyder sammen og slås med hinanden om at få plads i midten af lydbilledet. Bevares, Jørgensen og Sonne har gjort nogle spændende tiltag med hensyn til panning, balance og rumklang, men komprimeringen og den generelle EQ får pladen til at lyde som et one-take foretaget af et højskolemusikhold.
Mere kaos end orden
Den flade produktion og det generelt mudrede lydbillede ærgrer mig. Horns har nogle anstændige ideer og fine intentioner, og bandets energi og tydelige spilleglæde gør på sin vis også Chaos Brings Order til en ganske hæderlig debut, hvis bare lyden havde været i orden. Det er den ikke, og det trækker gevaldigt ned.
Mit forhold til bandet slutter dog ikke her. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de med den energi, de lægger for dagen, er meget bedre på en scene og derfor skal opleves live frem for på plade. Og mon ikke lyden er fikset til næste gang? Jeg håber det. Bandet fejler nemlig ikke noget.
