Moderne mytologi
I nynorsk mytologi er Erlend Hjelvik navnet på den einherje, der flåede sit eget strubehoved ud i offergave til Odin, og som blev belønnet med en rockstemme, som asfalt på et rivejern. I 2018 sagde han farvel til Kvelertak, og har i stedet helliget sig en solokarriere under sit eget navn. Titlen på debutalbummet, Welcome to Hel, levner ikke meget tvivl om inspirationen til musikken, men nu til dags kan ”vikingemetal” dække over snart sagt hvad som helst. Inden vi drager mod Hel, bringer jeg en kort servicemeddelelse: For nemheds skyld vil jeg kalde bandet for Hjelvik og manden for Erlend. Det var dét, lad os nu vurdere Hels gæstfrihed.
Rytme + melodi = riff
Musikken beskrives som ”blackened viking metal”, hvilket fortrinsvist refererer til vokalen – vikingetemaet udspiller sig i lyrikken, mens udtrykket formørkes af Erlends vokal. Vokalen passede måske bedre til Kvelertaks stil, men Erlend leverer en kraftpræstation fra start til slut, og de fleste stykker fremstår mere intense som resultat – hvad enten de burde det eller ej. På instrumentalsiden fremstår Welcome to Hel som et klassisk heavy metal/hardrock-album uden at dyrke f.eks. Bathory eller Enslaved. Ansvaret for tonal variation opdeles mellem to guitarstemmer, melodi og rytme, hvilket skal vise sig at være en dårlig idé.
For størstedelens vedkommende lykkes det nemlig ikke at skabe spændende melodier eller riffs, ej heller at gribe lytterens interesse over en hel sanglængde. Både rytme og melodi i åbneren ”Father War” er for simple til at være effektive, og uden anden kontrast fra vers til omkvæd end et skift i trommerytmen driver de hurtigt ud af fokus. Rytmeguitaren spiller fortrinsvist hånddæmpede powerakkorder i ottendedele, hvilket gør temmelig lidt for musikken. Melodistemmen skal ofte konkurrere med vokalen (f.eks. ”Father War” og ”Helgrinda”) og drukner som resultat. Andetsteds nøjes melodien med at plukke toner fra de underliggende akkorder (”12th Spell” samt C-stykket i ”Helgrinda”). Overordnet er der mange stykker på albummet, hvor hverken rytme- eller melodistemmen imponerer synderligt. Endelig rummer albummet to arenarockere – ”The Power Ballad of Freyr” og ”Glory of Hel” – som ligeledes er meget simple; kendte akkordmønstre spillet i ottendedele. Dertil er det svært at bede Erlend forene sin ”Blodtørst”-vokal med et arenaomkvæd, og ingen af rockomkvædene virker nær så storladne, som de har brug for.
Opdelingen af guitararbejdet i melodi og rytme er den største hæmsko for albummet, og det bliver tydeligt, da B-siden foreslår en løsning på problemet. Syveren ”Ironwood” nøjes nemlig med én guitarstemme, som til gengæld arbejder for to med et på én gang rytmisk og melodisk heavy metal-riff. Et par kontrapunktiske licks fra guitaren løfter omkvædet, og et fint C-stykke holder sangen frisk over alle fire minutter. Når melodistemmen introduceres til sidst, får den hele rampelyset for sig selv og bærer nemt sangen til sin afslutning. Både ”Kveldulv”, C-stykket på ”12th Spell” og afslutningen på ”Helgrinda” følger idéen med at samle begge guitarstemmer i én, og disse stykker er ligeledes blandt albummets bedste. Derudover vil jeg fremhæve ”North Tsar” for dens fremragende kontrast mellem et rimelig stilfærdigt vers og et stort, bragende omkvæd samt afslutteren ”Necromance” for dens ”Fear of the Dark”-inspirerede midtersektion. Erlend gør her et overraskende skift til ren vokal, som ligger så tæt på Mike Scalzi (Slough Feg, Vhöl, m.fl.), at jeg nærlæste pressematerialet for en gæsteoptræden. Præstationen er rig på følelse og spænding og kunne sagtens tænkes ind som et fast element.
Fra B til A
Én ting, jeg altid lægger mærke til ved første gennemlytning, er, om et album er frontlæsset, dvs. om de bedste sange er lagt forrest på albummet for at sikre et godt førstehåndsindtryk og for at maskere en dalende kvalitet på B-siden. Welcome to Hel virker omvendt på mig: B-siden rummer de stærkeste heavy metal-numre, hvor drivende halvmelodiske riffs ledsager Erlends stadigt flæsende vokal. A-siden, derimod, lider under en forestilling om, at der skal være nøjagtigt to guitarstemmer: én til rytme og én til melodi, og at de ikke må træde på hinandens territorium. Dertil er der et par arenarockere, som ikke passer til vokalen, og hvis guitararbejde bliver alt for simpelt til mine ører. Der er nok kvalitet på Welcome to Hel til, at jeg er klar på en opfølger, men ikke nok til at jeg vil anbefale debuten.
