Kvelertak spiller koncert på Roskilde Festival 2024.
Kvelertak - Splid

Splid

· Udkom

Type:Album
Antal numre:11

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Kjempegodt! De norske giganter er større end nogensinde før

Nye tider for Kvelertak

Siden den selvbetitlede debut fra 2011 har norske Kvelertak været et uhyre spændende band. Deres højenergiske hybridrock har været under konstant udvikling gennem årene, og på den front kunne man godt være bekymret op til udgivelsen af denne fjerde og nyeste langspiller, Splid. Siden sidste album har gruppen nemlig fået ny forsanger i form af talentfulde Ivar Nikolaisen, der erstatter Erlend Hjelvik, som forlod bandet for et par år tilbage. Spørgsmålet har siden været, hvorvidt Nikolaisen kan være med til at opretholde den uforlignelige intensitet, bandet alle dage har været garant for?

Sublim sangskrivning

“Erlend er en løve. Jeg er ei lita rotte! Men denne rotta er rimelig forbanna og full av smitte og pestilens, klar for å spre faenskap til nye høyder!” – sådan udtalte nyeste medlem Nikolaisen sig til norske medier forrige sommer, da han blev præsenteret som ny frontmand, og frygt ej; selvom han måske er en lille rotte, leverer han varen fuldstændig fantastisk på Splid.

Med sin på én gang rene og møgbeskidte skrigevokal passer Ivar Nikolaisen helt perfekt til Kvelertaks hybrid af punk, black metal og core, der alt sammen serveres på en bund af solid rock’n’roll. Lyt bare til pladens åbningsnummer, “Rogaland”, og den efterfølgende “Crack of Doom”, hvor Mastodons Troy Sanders i øvrigt medvirker. Det er uforlignelig, hektisk, højenergisk og punket bluescore, som kun Kvelertak kan levere.

Resten af pladen afvikles i samme høje gear og på samme høje musikalske niveau. Man har ingen tid til hvile, når de gale nordmænd svinger med taktstokken, og er man forpustet allerede efter tyve minutters spilletid, må man kigge langt efter en pause. Bevares, et lille åndehul får man da i løbet af det sublime rocknummer “Fanden ta dette hull!”, men bedst som man tror, det er tid til at slappe af, går nummeret efter præcis fire minutter over i thrash metal af episke old school-Slayer’ske dimensioner. Hvis dette nummer ikke er musikalsk overskud og sangskrivningstalent i verdensklasse, så ved jeg ikke, hvor jeg ellers skal finde det. Fantastisk skæring, og var man ikke forpustet før, er man det i hvert fald efter denne skønne mavepuster.

Mageløst!

Jeg mindes ikke at have hørt magen til tour de force ud i kreativitet og ikke mindst intensitet i meget lang tid. Har man ikke mod på at blive forpustet, og sværger man til den mere traditionelle rock og metal, skal man holde sig langt væk. For Splid er en formidabel plade, der på fornemmeste vis tager et friskt og yderst modigt greb om den klassiske heavy metal og metalgenren generelt, og kaster den ud i et stormvejr af hardcore punk, black metal og et utal af andre inspirationer. Men der er balance og mening i galskaben, og Kvelertak lander sikkert med en mastodont af en plade, der er vovet og fuld af eksperimenterende overskud og mageløs moderne metal. Tusen Tusen takk for det!

Tracklist

  1. Rogaland
  2. Crack of Doom (featuring Troy Sanders)
  3. Necrosoft
  4. Discord
  5. Bråtebrann
  6. Uglas Hegemoni
  7. Fanden ta Dette Hull!
  8. Tevling
  9. Stevnemøte Med Satan
  10. Delirium Tremens
  11. Ved Bredden av Nihil