Om ikke andet, så er begravelsen unik

Mange af os har sandsynligvis allerede gjort os tanker om, hvordan vores jordiske rester skal arkiveres. Klassikeren er stadig den etværelses med låg. Dog vælger flere og flere den legaliserede udgave af at blive brændt på bålet og derefter hældt i en glorificeret urtepotte med låg. Amerikanske Lust of Decay har dog kigget nærmere på at få spredt asken over havet, men stillet spørgsmål ved de nærmere detaljer. Skal asken spredes, eller må den “begraves”? Og må havet eksempelvis være spildevandskarret på dit lokale rensningsanlæg? Disse spørgsmål og andre lige så etiske, moralske og juridisk tvivlsomme, finder man måske svar på ved at lytte til deres tredje album Entombed in Sewage.

Spildevand og døden skal tages seriøst

Når amerikanerne så også i de seneste 25 år har valgt at begå sig i grindet brutal død, så er der i hvert fald god basis for læssevis af temaer, som er på kant med etik, moral og jura.

De tematiske kanter er dog de eneste, som Lust of Decay berører. Bandets New York-inspirerede død med hang til pulsøgende rusmidler prøver hverken at være mere eller mindre end netop New York-inspireret død med hang til pulsøgende rusmidler. ”Nourishing the Swine” helliger sig genrens bundsolide fundamenter med fokus på simple groove-fyldte rytmer og en tyngde svarende til mængden af beton og stål i Empire State Building, flot anrettet i lyset af dejlig skærebrænder-grind. En formel som sangskrivningen på ”Dessicate the Epithelium” virkelig formår at presse hver en dråbe ud af. Specielt nummerets midterstykke trækker tråde til både Dying Fetus og Suffocation, hvor groovet, som en nedgravet grønlandshaj, har fået lov til at fermentere i spildevandet og virkelig demonstrere, hvorfor veludført simplicitet altid vinder over teknisk ekvilibrisme. Og nu vi er ved det veludførte og ekvilibristiske, så kommer vi ikke udenom, at trommeslager Jordan Varela er den helt store stjerne på Entombed in Sewage. Her er virkelig en mand, som har forstået, at selvom man hverken gør sig i tech eller prog, så er der ingen undskyldning for ikke at bruge hele det trommesæt, som man har købt i dyre domme. I et grind-inferno skamprygler manden samtlige elementer af sit sæt med en kreativitet, jeg sjældent har hørt i denne genre, uden på noget tidspunkt at komme på kant med resten af bandets mere traditionelle dyder.

Bandet som helhed formår dog af og til at komme på kant med deres eget fokus på den gode gamle grindede død. ”Rusty Razor Rimjob” er et acceptabelt nummer, men at vrænge titlen som en hæs fulderik efter 2 minutters tid, virker som et frontalsammenstød, der er cirka lige så behageligt og ophidsende som titlen på nummeret. At runde ”Order 66” af med Palpatine-citatet ”execute order 66” er måske forventeligt, men sammensat med ”Imperial March” på guitar og Darth Vader åndedræt, så er vi næsten ovre i Big Chef-fjollerier. Titelnummerets åbning med torturkælderstemning og et blodsprøjtende grindkaos sætter desværre barren alt for højt i forhold til resten af nummerets lidt gumpetunge stil, og når der samtidig gøres korte og halvhjertede forsøg på melodiske indspark, får det efterhånden spildevandsgraven til at lyde indbydende.

Så skidt er det nu heller ikke

At give den gode gammeldags brutale New Yorker-død en grindet overhaling, er der bestemt intet i vejen for, og med Lust of Decays forkærlighed for solidt håndværk, så er Entombed in Sewage bestemt en ganske fornøjelig plade. Om ikke andet, så fordi trommernes kreative legestue er et sjældent syn for genren. At bandet så af og til tyer til barnlige fjollerier og lignende virkemidler appellerende til laveste fællesnævner, er brandærgerligt og lidt ødelæggende for det samlede billede.