Alle gode gange tre
James McBain, manden bag skotske Hellripper, har siden 2015 leveret habil retrometal til folk med hang til Motörhead og Venom. Men nu, på det tredje album, har den unge McBain skruet 666 % op for ambitionerne, og resultatet er altså Warlocks Grim & Withered Hags – et album, der ikke bare hylder mandens skotske ophav, men også alle de musikalske helte, som har præget ham, lige fra Darkthrone til Iron Maiden til Kreator og Metallica. Så hvis din sorte sjæl kræver lige dele 1980’er-guitarfræs og svovldryppende vokalarbejde, så sæt Hellripper på anlægget!
Kong Guitar
Hellrippers to første udgivelser var udmærkede, men uden materiale, der gjorde dem nævneværdigt interessante. Ligeså var ambitionerne ikke til meget mere, end ”hvad nu hvis Kronos havde frontet Motörhead?” Men al begyndelse er svær, og nu her på den tredje skæring har McBain virkelig taget sig gevaldigt sammen. Albummet åbner med det hæsblæsende nummer ”The Nuckelavee”, en særdeles hæslig vanddæmon fra skotsk folklore, der efter sigende kunne forpeste diverse kreaturer ved blot at ånde på dem. Et hæsligt væsen, men et fantastisk nummer, der kombinerer alt det bedste fra Kill ’em All, Black Metal og Endless Pain, altså får man riffs, riffs og flere riffs smidt lige i sit tykke ansigt komplet uden nåde og samtykke – og det er præcis sådan, Hellripper ruller. For på Warlocks Grim & Withered Hags er det guitarriffet, der er den suveræne hersker, så hvis man er til lange og snørklede atmosfæriske passager, ja så er man gået forkert. McBain opererer generelt i et hæsblæsende tempo, men udover at være en fremragende musiker samt sangskriver, så er hans kærlighed til sine helte så utrolig tydelig hele albummet igennem, og det er egentlig både charmerende og rørende. Manden er kun lige fyldt 27, så alle hans helte peakede jo mange, mange år før, han overhovedet var blevet født eller kunne stå på egne ben, men alligevel så hylder han dem. Igennem hele albummet kan man da også derfor høre passager, der konstant minder en om lignende lavet af andre, større bands. Men det er aldrig sådan, at det lyder som et plagiat, blot en kæmpe kærlighedserklæring.
Dog, hvis man skal tage den kritiske brille på, så slutter albummet med, at McBain lige gaber over mere, end hvad han kan tygge. ”Mester Stoor Worm”, som næsten varer ni minutter, er lige ambitiøst (læs: rodet) nok. Her forsøger Hellripper at tilføje sin sorte thrash metal et skud dødsmetal, og det fungerer ikke – som i slet ikke! Det er dog heldigvis ikke en specielt lang passage, hvor det finder sted, men det var dog særdeles unødvendigt under alle omstændigheder, da det slet ikke matcher resten af albummet. Men ser man bort fra den soniske ups’er, så er Warlocks Grim & Withered Hags et decideret storslået album, der formår at tage hele retrobølgen og tilføje den et herligt ondsindet element i form af McBains særdeles blackede vokalstil.
Imponerende kærlighedserklæring
Warlocks Grim & Withered Hags er ekstremt charmerende fra ende til anden. Ikke nok med at den oser af kærlighed til de store mestre, så formår den også at være et værk, der snildt kan stå på egne ben. Det er ikke blot en homage, men et selvstændigt værk, der tydeligt viser, hvor langt James McBain er kommet som både musiker og artist de sidste par år. Der er simpelthen ikke andet at gøre end at kalde albummet decideret imponerende.
