Pladsen i thrashens forgård
Dansk thrash har de seneste år markeret sig med stærke navne som Persecutor, Swartzheim, Terminalist og Demolizer. I slipstrømmen af dette ankommer Hellmaze med deres første fulde udgivelse, Dead Flesh Rising. Med andre ord er der allerede godt befolket på den danske thrash-scene. Så hvilken plads udfylder Hellmaze? En del af det svar kan muligvis allerede skimtes i vores interview med selvsamme band, hvor du kan stifte et dybere bekendtskab med de fire randrusianere. Føjer Hellmaze yderligere skarp ammunition eller vådt krudt til den nutidige historieskrivning med ophav i Artillerys kanon-arsenal?
Dukka-dukka, motherfucker
Hvis det er sandt, at et billede siger mere end tusind ord, er det egentlig stærkt, at de tre ord, der udgør overskriften her, giver et fremragende billede på musikken på Dead Flesh Rising. Ordene falder i et break 102 sekunder inde i åbningsnummeret, ”Flesh”, og det er 92 sekunder efter, at trommerne har lagt an i præcis den rytme. Det er ud af starthullerne, fart over feltet, melodiøs/traditionel thrash – ikke så meget at vente på, bare afsted. Og på den måde kommer skiven fint i gang. Forsanger Rafal ‘Stoffer’ Malewski varierer mellem growl og mere almindelig sang, der tonemæssigt kan give mindelser hen ad Tom Angelripper fra Sodom. Bare ikke så alvorlig. Langt fra alvorlig, faktisk. Hellmaze lader ikke til at ønske at blive taget rigtig tungt, selvom musikken visse steder er det – de hygger sig med det, de laver, og der er hverken langt til grin, djævlehorn eller circlepits. Hvem laver for eksempel et nummer betitlet ”K.F.T.”, ”Killer fucking thrash”, med kor og ekstra skævt smil på toppen?
Det dikterede tempo fortsætter stort set skiven ud. Det samme gør melodilinjerne til guitarerne, som hviner lidt hist, laver en solo her. Men det virker – det hænger sammen og lyder fint. Dog kunne balancen mellem solo- og rytmeguitar tippe lidt mere til førstnævnte. På ”K.F.T.” fungerer det, på ”Flesh” gør det ikke. Imidlertid er rytmesektionen fra trommeslager TT og bassist Simon Lindberg Nyholm i det hele taget glimrende. På ”Slave” bliver min indre lufttrommeslager vakt så meget til live, at en medpassager på færgen spurgte, hvad jeg lavede. Det er dejligt befriende. Der er ikke så meget at tænke over. Men det er også hæmskoen for Dead Flesh Rising, der i sin helhed kommer til at virke ensformig. Pladen bliver holdt oppe af de samme virkemidler og samme udtryk.
Undtagelsen, der bekræfter reglen, er ”King Of Suffering”. Ud over den indledende tapping på guitaren, gennem de åbne akkorder og lukkede rytmesektioner, variationen i growl, sang og skrig fremstår den rytmisk legende i sine temposkift. Det er såmænd godt med rytmeskift på andre numre, men det er kun på dette, at det ikke virker forudsigeligt. Og Dead Flesh Rising afsluttes netop derved; tempoet, energien og humøret er tårnhøjt i ”Moshpit Bukkake”, der brydes af et fint groovy mellemstykke i langsommere udtryk. Det minder bare også om tidligere numre.
Tag ikke fejl: Hvis jeg var booker og ville have en fest eller energien op, står Hellmaze meget højt på listen over navne, der er værd at tage fat i. Ikke fordi det er genialt, men fordi det virker, der er tryk på, og det er svært ikke at blive bare en smule glad i låget af. Desuden tror jeg, at Hellmaze hygger sig helt enormt ved at lave lige præcis det, de laver.
Killer Fucking Thrash
Dead Flesh Rising står ikke for en udvidelse af genredefinitioner eller musikalske horisonter. Der er ikke tale om et nyt mesterværk. Men mindre kan også gøre det. Det er melodisk thrash, som vi kender det, og når hjulet nu er opfundet én gang, sker der intet ved at tage en heftig tur rundt i den velkendte manege. Albummet er til at grine lidt med, sådan et hvor man sænker paraderne, klapper en kammerat på ryggen og smiler. Dermed placerer det sig også på en plads, som ikke karambolerer med andre orkestre i genren. Og så får jeg lyst til en øl – og derefter en pit. ”Killer Fucking Thrash”-agtigt.
