Intet nyt under solen

Amerikanske Häxanu er et forholdsvist nyt band. De smed deres debut, Snare of All Salvation, på gaden tilbage i det Herrens år 2020, og nu er duoen bestående af d’herrer A.P. og L.C klar med opfølgeren, Totenpass.

De to spiller andenbølgeblack med alt, hvad det indebærer, det vil sige lo-fi-produktion, tremoloriffs, hæs vokal og masser af kvlt stemning, og trods sit amerikanske ophav lyder de mere som et østeuropæisk band fra 1990’erne. Ergo er der intet, som bandet gør, som ikke er gjort tusinde gange før de sidste 30 år – så hvorfor man bør lytte til Totenpass, er jo så det store spørgsmål.

Pausefisk

Totenpass lægger ud med nummeret ”Θάρσει”. Et fint lille stykke gotisk, akustisk musik, som desværre ikke bliver brugt til noget – da det ikke komplementerer det næste nummer, ”Death Euphoria”, overhovedet, hvilket ærligt talt virker som en bizar beslutning. Derimod giver det genklang i det syvende nummer, ” Οὐδεὶς ἀθάνατος”, som også er et instrumentelt nummer. Begge numre lyder faktisk udmærket, men beslutningen om at have to instrumentelle numre, som er sonisk beslægtede, og som begge har en spilletid på lidt over halvandet minut, slår mig som værende dybt overflødigt. I bund og grund er samme nummer, man får serveret to gange. De resterende fem numre er utrolig formulariske og gennemsnitlig atmosfærisk black metal med fokus på guitarmelodier – de er ganske simple, endda så simple, at der er noget amatøristisk over dem som egentlig er meget charmerende. Trommespillet er værd at fremhæve, da det ærlig talt virker utrolig malplaceret. Det er så muntert og hyggeligt, at det mest af alt lader til at være lavet til et congaband – hvilket egentligt er et forfriskende bud, da denne type af musik oftest er domineret af Duracell-blastbeats.

I grove træk gør Häxanu ikke noget forkert, og musikken er da ganske fornøjelig. Dog så gør de absolut heller intet, der – som tidligere nævnt – ikke er gjort mindst en million gange før. Jo-jo, numre som ”Death Euphoria” eller ”Thriambus” er da fine, men medmindre din livsmission er at samle på identisk lydende bands, så kan jeg ikke rigtigt se, hvorfor man skulle vælge at sætte Totenpass på anlægget. Selv albummets cover ligner noget, man har set før.   

Med andre ord, så er Totenpass det bedste eksempel på, hvad en 5/10-anmeldelse er: En forglemmelig omgang sovs og kartofler, som ikke bidrager med noget nyt eller spændende, men som heller ikke er decideret lort i lagkage. Det er den slags, man ikke kan blive sur på, da det trods alt ville kræve, at der blev vækket en følelse i en, hvilket der ikke gør på noget tidspunkt. Häxanu er musikalske pausefisk, noget man lytter til, mens man venter på noget bedre og mere spændende.

Bandcamp-black

Har Häxanu potentiale? Ja, bestemt, men de bliver simpelthen nødt til at kigge indad og spørge sig selv: ”Hvad kan vi gøre, som ingen andre kan?” og ”Hvem er vi egentlig?”, for der er simpelthen ingen mangel på bands, der spiller den type musik, som de gør. Så medmindre den kære due vil forblive et obskurt band på Bandcamp, må de simpelthen gå hjem og tænke sig grundigt om – og gerne ad flere omgange.