To The Grave - Director's Cuts

Director's Cuts

· Udkom

Type:Album
Genre:Deathcore
Antal numre:11

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 8/10 baseret på 1 stemme.

Gælder det mon også filmmusik?

Termen "Director's Cut" henviser til en filminstruktørs foretrukne udgave af en film. Forskellen på denne udgave og den vi alle får at se i biografen, kan være alt fra ændring af slutning til fjernelse af scener, der vil resultere i en anden aldersmærkning – men som oftest er forskellen spilletid, da kortere film er lig flere visninger per dag, som så er lig flere penge til filmstudiet. Medmindre man optager på spolebånd. Så giver denne term dog ingen mening i musikkens verden. Dette har dog ikke stoppet australske To the Grave i et lille morderisk ordspil på deres seneste plade Director's Cuts.

Umiddelbart giver ordspillet måske ikke meget mening, men når pladen eksempelvis omhandler dyrevelfærd – eller mangel på samme – i verden, så er der i slagtning også en form for "Director's Cut, da det ikke ligefrem er alle processer fra ko til køledisk, der er lige fede at vise frem. Pak så dette ind i en gang buldrende deathcore, ja, så er vi godt på vej til en gang populistisk Cattle Decapitation.

Tredje gang var næsten lykkens gang

Deathcore er som udgangspunkt en genre uden voldsomt mange virkemidler, og dette virker To the Grave også til at være klar over. Men i stedet for at gå den symfoniske vej som Lorna Shore, den melodiske som Whitechapel eller den drøntunge som Distant, så har de gæve australiere, i inklusionens tegn, valgt at gøre alle tre ting – og faktisk lidt ekstra. Der er noget nærmest magisk over, at numre som ”Axe of Kindness” og ”Reversing the Bear Trap” tager dig til symfoniens og melodiens tinder for derefter at give lytteren oplevelsen af at være Felix Baumgartner uden faldskærm og bare blive hamret ned i jordskorpen. Men hvorfor stoppe her? Breakdownet på ”Manhunt” er en så smuk og skæv falden ned ad trapper, at Frontierer ville knibe en tåre, og ”Found Footage” er et yderst interessant og originalt mix af spoken word og deathcore. Nærmest episk bliver det på lukkeren ”Die, Rise”, hvor vi kommer hele vejen rundt og topper det med storladen guitarsolo og omkvæd, hvor sorgen driver ned ad væggene. Og sådan er Director’s Cuts nærmest hele vejen igennem. Kan der komme et skævt twist på en af deathcorens naturlovsbestemte generiske grundpiller, så har To the Grave med al sandsynlighed gjort det.

Og dog. For trods langt størstedelen af Director’s Cuts er mere kreativ end din gennemsnitlige ejendomsvurderingsudregning er fejlagtig, så tror jeg, det er fysisk umuligt at undgå alle deathcorens faldgruber, da genren efterhånden ikke består af andet. ”Red Dot Sight” er acceptabel i sin gennemsnitlighed, men Jesus Kristus hvor er ”Warning Shot” og ”B.D.T.S” direkte elendige. Jeg ved ikke, hvilket af Australiens giftige dyr der har bidt To the Grave, men når det resulterer i to numre, der dybest set er 16 rædselsfulde breakdowns i en trenchcoat forklædt som et helt nummer, så burde man nok gå til læge og ikke i øvelokalet.

Hvad synes Anakin Skywalker om deathcore?

Livet er for kort til kedelig deathcore. Det lyder til, at det har været under dette mantra, at To the Grave har skrevet Director’s Cuts. Og australiernes tredje fuldlængde, hvor de kombinerer elementer af, hvad andre bands før har prøvet med genren, er faktisk en både ganske glimrende og underholdende bedrift. Ja, der er sektioner, hvor kedsommelighedens klamme hånd tager fat i instrumenterne. Men at lytte til deathcore og håbe på total nyskabelse, svarer lidt til at gå på stranden og håbe på, man ikke får sand i skoene. Men det sand man får i skoene af To the Grave på Director’s Cuts er bestemt til at leve med.

Tracklist

  1. Warning Shot
  2. Red Dot Sight
  3. Full Sequence
  4. B.D.T.S.
  5. Protest _ Sever (feat. Sam Crocker)
  6. Manhunt
  7. Found Footage
  8. Axe Of Kindness
  9. Reversing The Bear Trap (feat. Jess Christiansen)
  10. Cut Off The Head
  11. Die, Rise