GPS - Window To The Soul

Window To The Soul

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Prog rock, Rock
Spilletid:64:14
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

GPS står for Guthrie Govan, John Payne og Jay Schellen – de tre har udgjort en væsentlig del af Asia de seneste mange år, men nu har gruppens i lang tid eneste oprindelige medlem, Geoff Downes, besluttet at gendanne Asia med det originale line-up, og de tre førstnævnte herrer har i stedet dannet deres eget band sammen med Spock’s Beards keyboardist, Ryo Okumoto. Jeg kender stort set intet til Asia, så jeg kan ikke rigtig sammenligne nærværende produkt dermed. Umiddelbart vil jeg beskrive GPS’ musik som en mellemting mellem Spock’s Beard og Supertramp, måske med en snert Marillion her og der. Med andre ord, let teatralsk pop-rock med en tydelig fascination af 70'erne og 80'erne. Helhedsindtrykket har bestemt ikke noget med metal at gøre, men guitaren er tungere, end man lige regner med, især på titelnummeret og "Heaven Can Wait", der med et Abba-agtigt omkvæd får en stemning lidt i stil med nyere Muse – dog uden den nervøse overspændthed, der kendetegner dét band.

John Payne, der også står for det meste af sangskrivningen, har et udmærket dansende basspil og en fed sangstemme, der minder om en fattet Jorn Lande det ene øjeblik og om en rusten irsk pubmusiker det andet, f.eks. på bluesede numre som "Since You’ve Been Gone". Han har også et talent for at skrive flotte, højstemte mol-melodier, der sætter sig på hjernen, men desværre også en hang til lidt patetiske tekster, der priser religiøse idealer i lovligt banale vendinger (især "New Jerusalem" og "Written On The Wind" er stygge) – men er man vant til Neal Morse, vil man næppe løfte et øjenbryn over det.

Den instrumentale prog-flair, man kunne forvente fra et band, hvor Ryo Okomuto er med, er gennemgående begrænset til fills rundt omkring, men der er da lidt lir på "The Objector", der har et latinamerikansk-inspireret groove, der afstedkommer et par hyggelige hammond-drevne jams. Vi får som antydet ovenfor også nogle bluesrock-passager hist og her, men ellers er der primært tale om en pop-rock-skive med en tyk streg under pop. Der bliver sågar lavet en vaskeægte Melodi Grand Prix-transponering af omkvædet i den i forvejen lidt kvalme "I Believe In Yesterday".

Jeg foretrækker personligt progrockbands, hvor der er lagt lidt mere vægt på det instrumentale, men måske har du det anderledes, og holder du af det melodiske materiale i bands som Spock’s Beard, Transatlantic eller Neal Morse solo, så skal du måske lytte med her. Holder du af Asia, kan du formentlig ikke bruge denne ignorante anmeldelse til noget.