Dette band har nok de dummeste pseudonymer siden danske Evil i midten af firserne; dem der kalder sig selv for Heavy Kenni, Rasmus Dukka Dukka eller Bas Mads har enten set Spinal Tap en gang for meget, eller bare misforstået et eller andet.

Men nok om dumme navne og tilbage til musikken der dog ikke er så dum endda, især ikke hvis man kan lide sen firser Thrash/Power Metal a'la Exodus eller Testament. Men sjov nok holder bandet sig for det meste i midtempo, hvilket er ret atypisk i denne genre. Bandets absolutte styrke er guitarerne der leverer gode riffs og fænomenale soloer, endda et lille rip off af harmonien fra "Hotel California" gives i bedste maner på nummeret "Shot Down In Flames". Skivens ikke så gode sider er den til tider for ensformige og noget svage vokal og en trommelyd, der endda ville være for ringe for Darkthrone. Førstnævnte redder dog ansigt en smule på pladens halvballade "Gone Forever" der har en snert af Metallica over sig. Men grundet den grufulde lyd på tønderne og en ikke helt overbevisende sanger, bliver det ikke til mere end et sekstal.