666 the number of the Slimål

I takt med at fuldmånens lys rammer der blodige pentagram, knuger du den ældgamle dødebog. Dine fingre løber henover bogens omslag, et omslag syet af huden af utallige menneskeofre. Du åbner bogen og mærker den mørke energi, som bogens sider indeholder, og dine benede fingre bladrer hen til den sidste side i bogen – side nummer 666. Vinden blæser nu op til storm, og træernes kroner knirker og knager. Omkring dig står dine medkultister iført sorte rober med spidse hætter. Du begynder at udtale de første par linjer af den ældgamle fortryllelse – det er svært, da ordene, som de blodrøde bogstaver former, ikke er lavet af eller til mennesker. Men de mange år, du har brugt på at mestre dette, bærer nu frugt, og ordene ruller af din kløvede tunge så let som ingenting. Dine medkultister gentager ordene efter dig som en mørk gurglen fra et overnaturligt bæst. Pentagrammet gløder, de sataniske energier responderer på jeres fortryllelse – snart vil mørkets herre være fremmanet, og hans rædselsregime vil lægge jorden øde! Du udtaler det sidste ord, og et lyn flækker himmelen i to, da det rammer ned med en unaturlig kraft i pentagrammet. Du mærker hvordan længslen efter at se din herre stiger, og dit forkullede hjerte banker ved tanken om, at når røgen fra nedslaget har lagt sig, vil du beskue ham, Bæstet uden Navn! Nu sker det – røgen er væk og…. Er det en slimål!?

Kære Cthulhu….

Græske Funeral Storm spiller old school (öld skööl) black metal, og har styr på alle klichéerne. Der er sange om Satan, onde troldmænd, Cthulhu og andre hedenske skabninger. De har egentligt eksisteret siden 2012, men først i år blev det til en reel debutplade. Bandet består af de tre hellenske kultister: Wampyrion, Stefan Necroabyssious og Arcania – nej, ikke de bedste black-aliasser, men de er vel også efterhånden taget.

Nu ved jeg ikke helt, hvor god engelskundervisningen er i Grækenland, men jeg tror ikke, de tre medlemmer lavede alle deres lektier – for sangteksterne samt udtalen er klassisk sydeuropæisk-engelsk. Ergo hvis man bruger tid og fokus på at læse og lytte, vil man opdage nogle morsomme sproglige ”detaljer”, der giver musikken et element af humor, som de nok – næppe – gik efter. Målet må helt klart have været at lave klassisk norsk ”trve kvlt” musik ala Immortal og Emperor. Det falder dog totalt og aldeles til jorden, og dette skyldes ikke deres dårlige grammatik, men derimod produktionen.

Produktionen er ikke ”klassisk” black (altså dårlig) men derimod lav. Musikken er simpelthen for lav og stille, samt mangler gennemslagskraft og ægte ”oomph”. Hvis I vil lyde som nogen, der rent faktisk kan fremmane dæmoner og gamle guder, så skal I sgu slå i bordet! Cthulhu kommer ikke, hvis I spørger pænt!

Mintgrøn skjorte og polkaprikket slips vs Satan

Arcane Mysteries er en virkelig tynd kop te. En skidt blanding af henslæbte klichéer og gåpåmod – folk er blevet mere provokeret af Kenneth Kristensen Berths slips end denne type musik. Det er muligvis en debut, men det er en debut, der får en til at håbe, der ikke kommer mere.