Ganske habilt comeback fra canadiske Into Eternity
Ti år i svingdørene
Med deres helt egen sublime sammensmeltning af alle de bedste elementer fra death, power og prog gav canadiske Into Eternity os nogle rigtig fede plader op gennem 00’erne. I 2008, efter udgivelsen af The Incurable Tragedy, måtte guitarist og mastermind Tim Roth dog trække sig fra en turné, hvilket satte en masse ting i gang internt i bandet. Blandt andet betød det, at den fabelagtige frontmand Stu Block sagde farvel og tak for at blive en del af Iced Earth.
Ti år er der nu gået. Amanda Kiernan, der i første omgang var midlertidig afløser for Stu Block, er nu fast forsanger, og det længe ventede album The Sirens er ude. Det er bestemt ikke skidt, men der er også plads til forbedringer.
Stu hvem?
Den 50 minutter og otte skæringer lange plade lægger hårdt ud med titelnummeret “The Sirens”. Efter et par minutters akustisk intro bliver der skruet op for strømmen, de lækre riffs og ikke mindst Amanda Kiernans fortræffelige vokal. Hun mestrer både growl, skrig og skønsang, og man skal ikke langt ind i nummeret, før man roligt kan konkludere, at hun er en mageløs erstatning for Stu Block. Det er medrivende som bare fanden, og spilleglæden oser simpelthen ud af højtalerne. Sikke et dejligt genhør.
Udover titelnummeret skal sange som “Fringes of Psychosis” og “Devoured by Sarcopenia” også fremhæves. De er ligeledes fandens fængende med deres dynamiske tempo, stærke riffs og solide breakdowns, og det er faktisk bandets death-virkemidler, der gør numrene rigtig fede. Det melodiske aspekt er – omend det ikke er lige interessant på alle pladens sange – flot arrangeret og udført. De progressive elementer er ganske fine, dog til tider ensformige og en anelse intetsigende, men death-passagerne sidder lige i skabet. Når det fungerer allerbedst, ledes mine tanker i retning af bands som Arch Enemy, og det er slet ikke ringe. Mere af det, tak!
Trods de sublime passager her og der, er det dog ikke alt, der spiller for Into Eternity. Der er kun otte numre på The Sirens, men flere af dem er rent fyld i mine ører. Bundniveauet er højt, bevares, men hamrende spændende bliver numre som “Nowhere Near” eller “Fukushima” ikke. Og så er der lige trommerne – grydeansvarlige Bryan Newbury tæsker skind til UG med kryds og slange, men produktionen af trommerne er noget af det mest flade og rædderlige, undertegnede har hørt siden Metallicas St. Anger. Det er sgu en ommer!
Habilt comeback
Ti år er lang tid at vente for en hver fan, men jeg gætter dog på, at det har været ventetiden værd for de fleste. Bandets sangskrivningsevner, energi og udtryk er trods slinger i valsen intakte, og når det kører for Into Eternity, rykker det virkelig godt. The Sirens er ikke bandets bedste plade, ej heller den, de vil blive husket for, men det er et værdigt comeback og en dejlig forsmag på, hvad der må komme i fremtiden. Så længe de lover, at der ikke går endnu ti år.
