Sejhed über alles!
Et billede siger som bekendt mere end tusind ord. Alle, der hører metalmusik, ved, hvor vigtigt fængende coverart er. Jeg har personligt ikke tal på, hvor mange plader, jeg har hørt udelukkende på baggrund af det billede, som var plastret på albummet. Et sådant eksempel er franske Eminentia Tenebris’ fjerde opus, Whispers of the Undying. Tag nu et grundigt kig på coveret, og erkend, hvor ultrasprødt det er! Farverne, kompositionen … det gigantiske sværd, der penetrerer grundfjeldet. Det er som taget direkte ud af He-Man eller et tilsvarende 1980’er-actioneventyr, hvor samtlige karakterer går rundt kun iført læderundertøj og pels, mens de svinger våben på størrelse med jernbanesveller med deres enorme muskler. Desværre er det jo set, og hørt, før, at billedet på omslaget og musikken ikke helt matcher hinanden i sejhedsniveau, men håbet er jo lysegrønt – eller måske rettere blåt, lilla og rødt?
Ridderne af ostebordet
Hvis man udelukkende kigger på billedet, så bliver man faktisk ikke klogere på, hvordan musikken lyder, eller hvilken stilart af metal vi er ude i. Det kunne snildt være noget kodylt fedt speed-1980’ermetal, noget syret og progget dødsmetal eller noget virkeligt episk heltepower. Det er dog ingen af de tre – niksen! Det er ufortrødent melodisk ridderblack fra Paris, men Eminentia Tenebris er, selvfølgeligt, også et Antiq Label-band, så det er ikke så stor en overraskelse. Heroisk ridderblack fra netop Antiq er da også en af mine favoritmikrogenrer. Desværre skal man ikke høre meget af Whispers of the Undying, før man opdager, vi ikke helt er på niveau med eksempelvis Véhémence eller Moisson Livide.
Ikke helt ulig de to, eller uendeligt mange andre black metal-bands, så er Eminentia Tenebris et soloprojekt, og det kan man altså godt høre. For der er nogle valg på denne her plade, som virker til at være blevet truffet på baggrund af manglende feedback fra andre bandmedlemmer. Ligeså står det klart, at sangskrivningens primære drivkraft aldrig har været kreativiteten. Størstedelen af de otte numre, som udgør pladen, følger ikke bare samme skabelon, men også stort set samme melodi, hvilket jo betyder, at det er umådeligt svært at skelner imellem dem. Ydermere spænder den pandekageflade lilletromme virkeligt ben for guitarmelodiernes helt enorme ambitioner. Så er der bassen, som – når man altså kan høre den – virker til at køre sit helt eget show. Den følger hverken guitar eller tromme, men den virker til at hygge sig gevaldigt!
Rigtige venner kan ej købes for guld
Men der er nu også, heldigvis, gode ting, som fortjener at blive fremhævet på Whispers of the Undying. Cryo, som manden bag kalder sig, mestrer virkeligt guitaren, og gæstevokalisten Erroiak (fra Enterré Vivant) er eminent. Især minder hans skrig mig om Fluss fra Aara, hvilket kun er et plus i min bog. Mit bedste råd til Cryo er dog derfor, at han finder sig nogle legekammerater til at hjælpe sig med at mixe, indspille og brainstorme. For der er virkeligt meget potentiale i Eminentia Tenebris – og med den rette hjælp og støtte så kan bandet nå langt!