Hjortens år

Man må undre sig over, hvorvidt Eluveitie har deltaget i samme temadage på højskolen som Blackbraid, Harakiri For The Sky, Heaven Shall Burn og Katatonia. Der virker i al fald til at være gået en vis grad af inflation i benyttelsen af skovens ukronede konge som foretrukket covermotiv. Med til fortællingen hører ganske vist de kulturelle strømninger, der navnlig inden for nordisk og keltisk mytologi knytter hjorten til naturens åndelige aspekter. Her associeres hannens årlige udskiftning af gevir således ofte med genfødsel, fornyelse og evolution. Og så er der i hvert fald på papiret en vis ræson at spore i ophavet til schweizeroktettens niende album, Ànv. Men papir er ofte et yderst taknemmeligt format …

Fjernt ekko af fortiden

En ting er den udeblivende originalitet, der møder lytteren, inden nålen overhovedet er sat i skiven. Der har man allerede i et vist omfang placeret bagenden i klaskehøjde. Noget ganske andet er den komplette mangel på sanddruelighed, der lægges for dagen. ’Behold! This is us’, galper Glanzmann som startskud til ”Taranoías”, der i øvrigt efterfølger den første af i alt tre komplet overflødige instrumentalskæringer. Lad os bare få svesken på disken uden yderligere omsvøb: Ànv er ikke alene gruppens med afstand ringeste værk til dato. Den er så uendelig langt fra at være ’us’ (læs: Eluveitie), som den næsten kan komme.

I virkeligheden burde man have læst skriften på væggen i takt med udgivelserne af albummets singler. Sterile kompositioner, der gradvist blev mere og mere tandløse, kulminerende med ”Awen”. Et nummer, der med sit flødeovertrukne refræn, nøjagtig som i tilfældet ”All Is One”, lige så vel kunne være at finde i Within Temptations overproducerede katalog af nyere dato. Ja, det er næsten hinsides fatteevne, at vi skulle være i selskab med arkitekterne bag moderne mesterværker som Ategnatos, Origins endsige monumentale Slania. Om end folket sandt for dyden kommer til at spejde langt efter bangere med samme crowdappeal som ”Inis Mona” eller ”Call of the Mountains”, så er alt dog ikke kunstnerisk armod og elendighed.

På plussiden repræsenterer ”Premonition” efter gældende standarder albummets velsagtens bedste bud på en kommende publikumsfavorit. Balancen mellem instrumentering og vokalarrangementer synes nogenlunde i vater, og vi får et absolut hæderligt slutprodukt, der nok skal få salen med til efteråret. Også afmålte ”Ànv” viser sig at udgøre en hårdt tiltrængt ganerenser iblandt en overflod af larmende ligegyldighed. Her er skruet helt ned for den konventionelle rytmesektion og tilsvarende op for Fabienne Ernis billedskønne røst. En oplevelse, der dog står i skærende kontrast til ”Anamcara”: 97 sekunders anarkistisk … ahem … akustisk dundertale om, hvorledes stormflod og steppebrand vil genskabe naturens balance. Jeg siger ikke, Erni ligefrem agiterer for økoterrorisme, men selv folk med mindre rabiate ideologier er før blevet mødt med en form for repressalier …

Disney har ringet

Den bedste beskrivelse af Ànv må være som følger: Forestil dig en CGI-forulempet fortolkning af Bambi, hvor alle karakterer tillige er blevet indtalt af Rachel Zegler. Og så har vi end ikke påtalt den spejlblanke produktion, der fuldstændig kvæler den sjæl og stemning, vi sædvanligvis plejer at besynge de gæve helvetiere for. Det er mig en gåde, at man i den grad vælger at negligere sit altoverskyggende adelsmærke, nemlig infusionen med den keltiske folkemusik. Og når den endelig får taletid, føles den forceret og affekteret. Som selvparodierende venstrehåndsarbejde. Ok, det er måske lige stejlt nok, men overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen. Glanzmann udgør ej heller en virtuos udi growling, hvorimod Erni synger tenderende upåklageligt. Tilsammen udgør de en askegrå og indifferent vokalmasse, der adderet med ovennævnte anmærkninger placerer Eluveitie milevidt fra fordums storhed.