Billeder udlånt af Peter Troest / Rockfreaks.net
Endelig blev ACW ægte kolossal!
På trods af alle akkoladerne om deres genrenedbrydende mix af psych-, stoner-, prog-, doom-, space-, heavy- og sågar post-rock er amerikanske Elder i bund og grund et riffbaseret band. Tag ikke fejl, de fortjener al rosen, og de trækker absolut på alle de nævnte inspirationer. De har bare for længst forstået, at deres komplekse korthus vælter, hvis det ikke holdes sammen af solide riffs. Det beviste de blandt andet på deres nu 10 år gamle album, Lore, som de på forhånd havde annonceret, at de ville spille fra start til slut her på ACW. Det er et album, der er propfyldt med kolossale riffs, ganske passende til lejligheden, ikke sandt?
Jams, jams og flere jams!
Elder er kommet til København i kølvandet på en tur igennem USA og Canada, hvor de også opførte hele Lore, og det kunne man i den grad godt mærke. Helt fra start var det et toptunet og, undskyld udtrykket, røvhamrende tight band, der gav los. ’We’ll shut up and let the music do the talking’, sagde guitarist og forsanger Nick DiSalvo med det samme, og det gjorde de så.
Elder er faktisk alt det, jeg elsker ved musik, men de har to markante svagheder. Deres plader, og sange, har for det første en tendens til at blive lidt lange i spyttet; det gælder også Lore. For det andet er DiSalvo, eneste tilbageværende medlem fra den spæde start i 2006, ikke i besiddelse af verdens stærkeste vokal, for nu at udtrykke det pænt. Så jeg må indrømme, jeg var dobbelt bekymret, inden koncerten gik i gang. Den første bekymring forsvandt hurtigt, for Elders grundformular, de langtrukne jams fra øveren, fungerede perfekt her. De riffbaserede instrumentale stykker virkede nærmest hypnotiske i al deres coolness, og det samme gjorde især Mike Risbergs guitarsoloer. Et overbevisende eksempel var den smukke intro til ”Legend” med en solo, der nærmest blev ved og ved.
DiSalvos vokal var til gengæld stadig ikke ret overbevisende, men når der kun er sang på et par minutter ud af de 11, en gennemsnitlig Elder-sang varer, så virkede det egentlig ikke ret forstyrrende. Men køn er den vokal altså ikke, og gruppens samlede udtryk ville i høj grad løftes med en bedre forsanger. Udover lidt ubalance i lydbilledet, der betød, at DiSalvos guitar druknede, når man stod i venstre side af salen, lød alt fremragende. Det inkluderede den sprødeste guitartone, jeg indtil da havde hørt på festivalen. Det eneste dødvande under denne vellykkede koncert var, præcis som på albummet, titelnummeret, der først for alvor blev interessant efter seks minutter. Det var lidt for meget, selv for tålmodige Elder-fans. Sjovt nok satte næste sang, den tonstunge ”Deadweight”, heldigvis gang i sagerne igen.
Ingen krukkeri, bare fede jams
Da de sidste strofer fra Lores sidste nummer, “Spirit at Aphellion”, tonede ud, var der allerede gået en time. Alligevel stod man overraskende nok og havde brug for lidt mere. Det fik vi så, for uden noget krukkeri gik bandet straks i gang med ”Halcyon” fra det mægtige 2020-album Omens. Selvom det er et noget mere progressivt og keyboarddrevet album end Lore, så fik vi endnu flere langstrakte riffjams, og ”Halcyon” var dermed en perfekt afslutning på en helt igennem fed oplevelse. Der var ikke ligefrem proppet i Store VEGA, men stemningen var god, og bandet var fantastisk.
Sætliste
”Compendium”
”Legend”
”Lore”
”Deadweight”
“Spirit at Aphellion”
”Halcyon”
Billeder udlånt af Peter Troest / Rockfreaks.net