Udviklingen fortsætter

Amerikanske Elder debuterede tilbage i 2008 med albummet Elder og er nu klar med deres femte studiealbum, Omens. Siden debuten har bandet været inde i en konstant musikalsk udvikling. Fra det hårde og riffbaserede udtryk, der var på de første udgivelser, er det plade for plade gledet over i et mere progressivt og atmosfærisk udtryk, hvilket med tiden er blevet et af bandets varetegn. Bandet skiftede forud for denne udgivelse trommeslager, så det nu er George Edert bag tønderne, ligesom Michael Risberg på guitar og keyboards også er blevet en del af bandet. Spørgsmålet er, om Elder kan fortsætte den musikalske udvikling på endnu et album og endnu en gang bevise, at det er muligt et være i konstant udvikling uden at glemme sine rødder?

Nye farver og nuancer bringes i spil

Svaret på dette kan kun blive et utvetydigt ja. Elder formår i den grad at fortsætte sin musikalske rejse ud i endnu et lydlandskab, der ikke allerede er betrådt. Tilgangen af ny guitarist og brugen af keyboards har i den grad sat sit præg på albummet. Det er ikke revolutionerende, men på Omens har de valgt at bruge endnu flere farver end tidligere, og de har ikke været bange for at bruge flere og nye nuancer. Der bliver malet med både store og små pensler, og går man helt tæt på, vil man opdage, at lydbilledet består af mange fine og detaljerede lag. Musikken er ikke helt så tung og rocket, som den tidligere har været, men er blevet lidt mere luftig og melodiøs.

Men selvom Elder er et band i konstant udvikling, så glemmer de aldrig deres udgangspunkt, eller hvorfra de kommer. Med bas og trommer som det dynamiske omdrejningspunkt begiver bandet sig ud på lange vandringer i lydlandskaber, der umiddelbart virker uendelige og kaotiske. Men som tilfældet har været det på tidligere udgivelser, så har Elder altid en utroligt iørefaldende melodi med i deres kompositioner, der tager lytterne i hånden og med stor sikkerhed fører dem gennem landskaberne. Omens er ingen undtagelse, og det bliver leveret med så stor overbevisning, at selv stedblinde kan finde vej.

Musikken er afvekslende. Fra det stille, syrede og drømmende, til det tunge, hårde og dynamiske. Det bliver aldrig kedeligt, og kompositionerne vokser gradvis i takt med antallet af gennemlytninger. Men alt er ikke fryd og gammen, og vokalpræstationen er ikke noget at skrive hjem om. Nicholas DiSalvos stemme virker lidt anstrengt, og den mangler ganske enkelt noget power. Faktisk fungerer musikken klart bedst, når der ikke bliver sunget, og man som lytter bare kan lukke øjnene og lade sig flyde med. Elder laver ikke musik til radioen, men til den gode stol, tid og lyd.

Et smukt og fremsynet lydtapet

Så er du til afvekslende, udsyret og progressiv doom/stoner-metal, så er Omens lige noget for dig. De lange kompositioner, der godt kan have noget jazzet over sig, dog uden at blive Opeth, bliver ved med at overraske, og man kan blive ved med at finde små detaljer, som man ikke fik med i første omgang. Skænk dig et glas iskold riesling, find en god stol og tag med på en rejse ind i verden af lyd, hvor farverne skifter, selvom det er mørkt.