”It’s like a chandelier, but it’s not!”
Canadiske Departure Chandelier blev lidt af en undergrunds-darling tilbage i 2019 med debutudgivelsen Antichrist Rise to Power. I en tid, hvor blackmetallen helst skulle være moderne, velpoleret og vandkæmmet, var der mange, der så denne udgivelse som et tiltrængt pust af konservatisme. Meget kan man sige om Departure Chandelier, men velpoleret bliver det aldrig. Antichrist Rise to Power kunne lige så godt være udkommet i slutningen af 1980’erne, for her var der absolut ingen dikkedarer, bare rå og ufiltreret black metal. Satan Soldier of Fortune fortsætter præcis, hvor det forrige album sluttede, så her bør man absolut ikke forvente andet end det mest forventelige – hvilket absolut også har sin charme.
1987 vs. 2024
Selvom Satan Soldier of Fortune er fortsættelsen til Antichrist Rise to Power, så er den – rent tematisk og lyrisk – egentlig forgængeren. Dette skal forstås på den måde, at konceptet bag disse album er at fortælle historien om Napoleon Bonaparte – bagfra. Så hvor Antichrist… fortalte om Napoleons eksil på St. Helena og død, fortæller Satan Soldier… bl.a. om, hvordan Napoleon kronede sig selv til kejser og ellers indledte Napoleonskrigene. Vi må derfor antage, at det næste album handler om enten mandens spæde militære karriere eller hans opvækst på Korsika.
Stilistisk har Departure Chandelier altid spillet rå og klassisk black metal tilsat diverse dungeonsynthpassager, som da er med til at løfte musikken. Hele albummet er spækket med riffs- og rytmer, der minder om noget fra de tidlige Bathory-skiver som The Return of Darkness and Evil eller Under the Sign of the Black Mark. Andre steder, som på sangen ”Hard as a Coffin Nail” (som i øvrigt godt kunne være et minut eller halvandet kortere), vil man måske blive mindet mere om Venom eller Celtic Frost. Med andre ord kan man fortsat betragte Departure Chandelier som et tributband til genrens nestorer.
Ulempen ved at lyde som en perlerække af langt mere kendte bands er, at ens musik nemt i værste fald lyder henad plagiat og i bedste fald bare som noget, vi alle har hørt tusind gange før. Men ser man bort fra dette forholdsvis store aber dabei, så er Satan Soldier of Fortune præcis, som det skal være, og lige så præcis, hvad fans af Departure Chandelier forventer og ønsker.
Selv synthpassagerne minder om noget, vi har hørt før; de kunne nemt være lavet af Mortiis eller Burzum, og apropos netop disse så er der hele tre synthintermezzi på albummet, hvilket normalt er noget, jeg ville slå ned på, da disse sjældent gør andet end bare at stå i vejen. Men lige her fungerer de faktisk alle som fremragende små ganerensere, der ydermere føjer både stemning og mystik til albummet – så point for det!
En ode til mørket
Man kan ikke rigtigt blive sur på den her udgivelse, for trods det totale fravær af originalitet så er det værd at påpege, at Departure Chandelier aldrig har forsøgt sig med at være originale. Det svarer til at skælde en fisk ud for, at den ikke kan trække vejret oven vande. Ergo kan vi ikke kritisere albummet for, hvad det ikke er, men for hvad det er – nemlig en homage til den spæde black metal. Og som sådant er der reelt set ikke meget at påtale, ganske vist kunne enkelte riffs stå skarpere, nogle sange kunne være kortere, og overordnet set kunne jeg godt have foretrukket en mere tydelig rød tråd mellem numrene. Sammenlignet med sin forgænger så er Satan Soldier… ikke helt så gennemført eller elegant, men det er jo også den svære toer.