Mere end modersmålet til fælles
Ikke så få gange har engelske kunstnere stilet over Atlanten. Frembragt en amerikansk lyd for at erobre guds eget land. Og selvom trofaste fans rynkede på næsen af Def Leppards popmetal-institution Hysteria, så faldt amerikanerne pladask for briternes charmeoffensiv. Da Bush blev annonceret på Roskilde Festival i 1996, var det først ved gennemlæsning af det officielle program, at jeg åbenbarede, at det, som jeg altid havde betragtet som et amerikansk orkester, i virkeligheden havde Union Jack i toppen af deres flagstænger. Kris Barras Band stammer fra England. De lyder amerikanske, og har altid gjort det. Fra de første country-, blues- og Southern rock-inspirerede albums til de seneste to mere moderne hardrock-klingende, der følger en velkendt formel afstedkommet af pionerer indenfor genren: Nickelback og Daughtry.
Det er, som om vi har hørt det hele før
Hvordan skiller man sig så ud i en genre, der stort set ikke har udviklet sig de sidste 25 år? Kris Barras Bands bedste våben er guitarsoli. De er værd at fremhæve, Barras kender sin vej rundt på gribebrættet, og ikke et eneste nummer går fri af en bemærkelsesværdig solo. Skærer man den del fra, har man desværre et uoriginalt og lineært produceret album. Få lyspunkter som den Soundgarden-inspirerede ”Rewind” eller den grandiøse ”End Of Me” viser, at Kris Barras Band har potentiale og sagtens kan lege med de helt store indenfor stilarten. På trods af at mange af sangene har stor syng-med-faktor, virker produktet bare ufatteligt irrelevant. For hvem er det, der skal synge med på de store omkvæd? Hvilket kæmpe stadionpublikum skal vugge armene fra side til side under ”Unspoken”?
Stilen er for letkøbt, og det kan være svært at pege fingre af noget, som på overfladen virker poleret, gennemarbejdet og fuldstøbt. Men jeg må konstatere, at når man så tilbagelænet lægger sig i slipstrømmen af i forvejen etablerede kunstnere, så har jeg svært ved at fastholde interessen. Kris Barras har en fortid som MMA-sportsudøver, hvorfor man kunne have en forhåbning om, at numre med titler som ”Riot Of One” og ”Monsters We Made” besad noget kant, slagkraft eller momenter, som reddede materialet fra at søbe rundt i den alt for radiovenlige amerikanske hardrock-suppe. Det er ikke tilfældet, tværtimod er albummet et stilstudie i fantasiløst og ufarligt primetime enfoldighedsrock.
No-brainer for fans af genren
Hvis man er til Daughtry, Hinder eller danske Shotgun Revolution (Barras' stemme er aldeles ikke ulig Ditlev Ulriksens), så kan Monsters We Made blindt tilføjes sin foretrukne new rock playliste. Nogen revolution er det ingenlunde, og helt ærligt, så var der altså mere sjæl på de første skiver, som Kris Barras udsendte.