Kirgi-hvad-for-en-stan?
Uden at google, hvor mange heavybands kan du så nævne fra Kirgisistan? Hvis du sagde et tal højere end nul, så er der ret store chancer for, at du er en værre løgner. Heldigvis kan du, efter du har læst denne anmeldelse, sige, at du i hvert fald kender Darkestrah, som da også kan bryste sig af at være det mest berømte metalband fra landet kendt for konetyveri og som byldepestens vugge.
Bandet kan fejre sin 20-års fødselsdag i år, og bandets nyeste opus, Nomad, er da præcis også en hyldest til alt det, bandet har begået i løbet af de sidste to årtier – at bandet så har skiftet 60 % af medlemmerne ud siden 2004, er en anden sag. Bandet har alle dage beskrevet sig selv som ”episk, shamanistisk black metal”, hvilket er en meget fancy måde at sige ”atmo-black tilsat lidt folk”, og med en titel som Nomad kombineret med de kirgisiske rødder er musikkens inspirationskilder åbenlyse. Så find saddel og bidsel frem, for nu rider vi imod stepperne!
Strvbesang
Ganske vist er Darkestrah ikke længere bosiddende i Bisjkek, og det er da også kun de to oprindelige medlemmer, der rent faktisk er fra Kirgisistan, mens resten er fra henholdsvis Iran og Rusland. Men det til trods har bandet bibeholdt sin centralasiatiske lyd, og både Iran og Rusland har da også været del af diverse steppenomadedynastier såsom Mongolimperiet og Timuriderne – så tematikken er stadig spot on. Har man hørt andre centralasiatiske metalbands som Tengger Cavalry, The Hu eller Nine Treasures, vil man straks kunne genkende lyden af strubesang, morin khuur, shamantromme, jødeharpe og så videre. Nomad starter da også netop med at benytte samtlige af de ovenstående musikalske virkemidler, der alle dominerer de tre første numre. Især er nummeret ”Kök-Oy” et prima eksempel på det, bandet selv kalder for ”episk, shamanistisk black metal”. Jeg kommer især til at tænke på Tengger Cavalrys Blood Sacrifice Shaman – hvilket er en positiv ting, da det album, både den oprindelige og den remixede version, lyder fantastisk.
Dog sker der det, at desto længere ind i albummet man kommer, desto mindre og mindre plads får folk-delen af musikken, og til sidst sidder man tilbage med noget, der minder om genbrugte Dimmu Borgir-riffs og generisk atmo-black tilsat få sekunders klokkespil og deslige. Det er ikke dårligt, men det er en skam, at bandets unikhed forsvinder – for lad os være helt ærlige: Dimmu Borgir-riffs og atmo-black er ikke just en mangelvare i dagens metallydbillede. Det er især de sidste to reelle numre, ”The Dream of Kojojash” og ”Quest for the Soul”, der trækker lyden væk fra folk-black til noget, der mestendels lyder som et Ole Luk-sideprojekt.
Derudover er albummets lukker totalt ligegyldig, da det blot er halvandet minuts klingklang og stønnen. Det burde enten være blevet droppet eller inkorporeret i et andet nummer.
Men trods min kritik er albummets første fire numre alle prima eksempler på, hvad Darkestrah virkelig kan, når de strammer sig an, og hvorfor centralasiatiske instrumenter og sangteknikker går fantastisk sammen med metal, især black metal. Generelt burde flere black metal-bands lære at benytte sig af strubesang. Der findes simpelthen ikke en vokalteknik mere trve end den!
Rust og nye hoveder
Hvis bare hele Nomad havde formået at holde kadencen fra start til slut, så havde vi nok siddet med et album, der fik ni eller måske endda ti. Men ak! Det er naturligvis også værd at påpege, at dette er bandets første album siden 2016, så lidt rust er forventeligt. Ligeså er der kommet nye folk til siden da, hvilket da også kan have påvirket sangskrivningen.
Ikke desto mindre er Nomad – samlet set – et udmærket album, og selvom jeg ikke er i besiddelse af en krystalkugle, tør jeg godt spå om, at der ikke kommer et bedre eksempel på ”episk, shamanistisk black metal” fra Centralasien i resten af 2024.