Forventningens glæde er den største
Da The Dark Overlords udgav debut-EP’en I Am The Dark Overlords tilbage i februar 2021, blev jeg positivt overrasket over dette nye projekt, som lagde op til at ville være den danske pendant til Anaal Nathrakh med lidt Emperor på toppen. Det var, hørt med danske ører, ret så nyt og vovet, og jeg sluttede da også anmeldelsen af med ordene: ”Kort sagt leverer The Dark Overlords en stærk debut og udviser, at vi har med erfarne musikere at gøre, som godt ved, hvordan et stykke med ekstremmetal skal skæres. Faktisk er det største problem ved I Am The Dark Overlords, at tre numre simpelthen er for nærigt!”. Nu, her lidt over et år efter, er bandet klar med endnu en EP bestående af fem nye numre – og derfor melder spørgsmålet sig jo så, kan bandet følge op på en fremragende debut, eller falder de allerede fra magtens tinde?
Antiklimaks
Svaret på ovenstående spørgsmål må være, at jeg håber, bandet har medbragt faldskærm. Darkpocalypse er på ingen måde en værdig aftager til I Am The Dark Overlords. Væk er det ekstreme, væk er vildskaben, væk er hvert et tegn på furore. Faktisk er det eneste ekstreme tilbage den middelmådighed, som regerer suverænt på denne udgivelse. Musikken minder mestendels om resultatet af en dårlig date mellem bands som Livløs og Chronicle, blot med en produktion så ringe, at man har svært ved at forstå, det kan være lavet i et årti, hvor god lyd er allemandseje – og blot et enkelt museklik væk. Jeg er decideret chokeret over, at denne udgivelse er lavet af det samme band. Og hvem ved, musikerne er ukendte og spiller med masker, så måske er der tale om en infiltration, og at det simpelthen ikke er de samme musikere eller band? Det vil næsten være den eneste forklaring eller undskyldning, jeg vil godtage.
De fem numre lyder alle uhyggeligt ens, følger samme struktur og byder på absolut ingen spændende eller headbanging-indbydende momenter – der er intet at komme efter, som vi ikke har hørt tusind gange før. Igen bliver jeg nødt til at fremhæve produktionen, eller rettere den måde, det er mixet på – for novra, hvor er det problematisk. The Dark Overlords er glade for at opbygge stemning og momentum, hvilket er fint – hvis man altså kan bruge det momentum og den stemning til at levere et hårdtslående klimaks, men det lykkes simpelthen ikke. Tag intronummeret ”Darkpocalypse”, hvis outtro netop lægger op til et klimaks, men i det sekund næste nummer, ”Sacrificial Chamber”, starter, er det tydeligt, at den opbygning ikke skulle bruges til noget – i stedet bliver der klippet hårdt, og vi er videre. Det gentager sig igen og igen på Darkpocalypse, og jeg forstår det simpelthen ikke. Det føles, som var man et barn, der blev lovet en tur i Tivoli for blot at ende med at stå ved søen og fodre ænder.
Unødvendigt
Darkpocalypse er slet og ret en dårlig udgivelse. Den er kedelig, uinspireret og mixet elendigt. Vi har at gøre med skoleeksemplet på klichéen om ”den svære toer”, for herre jemini, hvor er de dog langt fra målskiven. Det er ikke blot en svær toer, men en unødvendig toer som Highlander 2 og The Last Jedi. Jeg ved ikke, om et år simpelthen ikke var nok tid til at lave en proper opfølger, eller om medlemmerne har haft travlt med andre nebengesjæfter, men hvad end forklaringen er, så er resultatet et ligegyldigt værk, der – næsten – får en til at glemme det faktum, at vi har at gøre med erfarne og etablerede musikere – hvilket egentligt gør det hele meget, meget værre.