Endnu mere retro-rock - men klasser bedre end alle de andre.

Tilbage i 2008 var trommeslager Fred Estby ved at lægge sidste hånd på arbejdet med en ny skive sammen med death metal-bandet Necronaut. Der lå dog en del restmateriale tilovers, der ikke just passede til albummet, da det snarere lød som hard rock og ikke death metal. Materialet var dog alt for godt til at smide væk, og hvad gør man så? Man finder et par venner i nogle andre death metal-bands, laver et lille sideprojekt og kalder det The Dagger!

Retrobølgen har i dén grad rullet de sidste par år. For ganske nyligt anmeldte vi albumaktuelle Blues Pills, der i bedste Cream-stil leverer fremragende syret blues-rock. For blot et par måneder siden var det Graveyard, der på årets Copenhell leverede en drømmende og dragende koncert på den store scene. Og så har vi jo også de yderst aktuelle Steel Panther, der gang på gang genopliver 80’ernes Sunset Strip glam-dage, som var de i besiddelse af en af de mest velsmurte rock-tidsmaskiner på markedet. Jo jo, der er så sandelig gået sport i at finde Sabbath-pladerne frem fra kælderen, eller støve sin gamle spandex af og komme ud og spille noget retro-tråd. Svenske The Dagger er heller ingen undtagelse, og denne gang er det sen-70’ernes rock-kyster retrobølgen skyller ind over. Fred Estbys overskudsmateriale krævede så meget opmærksomhed, at han måtte hidkalde sine venner i Dismember, Grave og Carnage, så de kunne jamme hans retro-rock, der nu er udmundet i dette fremragende selvbetitlede album. Stilen er velkendt; En kraftfuld ren vokal, supermelodiske tvillingeguitarer samt en bund af stram bas og buldrende trommer. Referencerne til Thin Lizzy, Deep Purple, Priest og Rainbow er tykke som bare fanden, men sjældent hørt så godt. De fleste bands, i denne kategori af bands der prøver at lyder som deres forbilleder, rammer som regel kun delvist rigtigt i deres anstrengelser. Som oftest rammes selve lyden ganske autentisk, mens numrene derimod er intetsigende. Andre laver ganske fede numre, men spiller med helt forfejlet lyd og mærkelig produktion. The Dagger formår derimod, som nogle af de eneste, at ramme samtlige parametre til nærved perfektion, hvilket skaber en fandens god dynamik pladen igennem og ikke mindst en masse sjæl! Bedst er nummeret "1978". Det rammer perfekt ned i den tidslomme hvor den tunge rock for alvor fik luft under vingerne. Hele pladen er dog et par lyt værd i sin meget let tilgængelige helhed - også selvom man ikke umiddelbart sværger til denne stil - da den giver et fantastisk indblik i, hvilke rødder vores allesammens heavypassion kommer fra. Gør nu bare dig selv den tjeneste, at tjekke det ud!

Bare fordi man surfer med på retrobølgen, er man ikke nødvendigvis et svinefedt band. Bevares, mange af de førnævnte er da ret så cool, men når det hele ligesom er hørt før, og når de originale bands fra sen-70'erne trods alt stadig er bedst inden for genren, har jeg svært ved at uddele de allerhøjeste karakterer til nutidens gravrøvere. Men jeg må sige, at The Dagger gør det særdeles godt, og er minimum et niveau eller to bedre end alle de andre. Godt gået af et band der består af folk, der til dagligt spiller death metal i flere forskellige bands...!

Hvis anmeldelsen har fanget din interesse, så lyt med her på "Skygazer"